Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unionsstrid
681
der er saa ulige i Magt og Størrelse som Norge og Sverige, altid
med en vis Grund kunne opfattes som en Fordel for et større
Rige, der kan gjøre Regning paa at blive det faktisk bestemmende
og ledende ved enhver Fællesoptræden, om end
Ligestillingsprin-cippet er noksaa omhyggelig gjennemført paa Papiret. Mere,
paafaldende maa det synes, at ogsaa et norsk Parti driver sin
«Unionsvenlighed» saa vidt, at det modsætter sig Udskiftningen
af det unionelle Fællesskab, saalangt det ikke er kontraktmæssig
fastslaaet, uagtet denne Udskiftning baade vil være en
Gjennemførelse af det nationale Selvstændighedsprineip og desuden ogsaa
i rent praktisk Henseende vil medføre for Norge store og
øien-synlige Fordele. Forklaringen heraf kan ikke søges andetsteds
end i rent partipolitiske Hensyn. Det er før omtalt, at norske
Embedsmænd og Pengemænd viste sig villige til at gaa med paa
den af den svenske Rigsdag i 1860 indledede Revision af
Unions-akten, idet de opfattede Unionen som et saa værdifuldt Vern
ligeoverfor alle Bevægelser i demokratisk Retning, at de ikke
havde noget mod at faa den udvidet, endog om det maatte ske,
ikke paa Basis af Ligestillingsprincippet, men paa Basis af svensk
Overhøihed. En saa upatriotisk Politik kunde naturligvis ikke i
Længden fastholdes eller samle noget levedygtigt Parti om sig.
Højrepartiet, hvis faste Stok fra først af dannedes af de norske
Venner af den svenske Revisionssag, drog sig altsaa tilbage fra den
altfor meget fremskudte Position, hvorpaa disse havde stillet sig,
men vedblev at opfatte Unionen som de konservative Interessers
faste Borg, hvortil det ofte nok tog sin Tilflugt, og som det gjerne
saa udvidet og befæstet, naar det kunde ske paa en Maade, der
ikke var altfor ligefrem stridende mod Norges Ære og Ret som
selvstændigt Rige. De seneste Tiders Erfaringer har imidlertid
noksom tydelig vist, at Partiet har havt mere Skade end Fordel
af sin Unionspolitik, — at det maa betale den Beskyttelse,
Unionen yder, med en Pris, der i Længden vil falde for høi: det har
derved i stigende Grad faaet Nationalfølelsen mod sig og mere
og mere stødt fra sig den Del af det norske Folk, der ifølge sin
Samfundsstilling skulde være de konservative Interessers bedste
Støtte, nemlig Bondestanden. Disse Erfaringer har ikke undladt
at gjøre sin Virkning; Højrepartiets «Unionsvenlighed» er i de
sidste Tider aabenbart kjølnet, og der behøves ingen
Spaadoms-gave for at forudse, at den i Fremtiden vil yderligere kjølnes, —
at man mere og mere vil indse, at Unionen vel kan være en god
Ting, men at man maa vogte sig for at gjøre for sterkt Brug af
den, og at man ved at arbeide paa at udvide den gjennem nye
Fællesinstitutioner bare udsætter sig for at undergrave den.
Venstres unionspolitiske Program: Udskiftning af det statsret-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
