Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svenske Seire, norske Nederlag i Unionspolitiken
687
Svensk Unionspolitik har gjennemgaaende udvist Mangel paa
Konsekvens og planmæssig Sammenhæng. Den har været bestemt
og behersket af blind Lidenskab og uklare Stemninger mere end
af forstandig Beregning og forudseende Kløgt. Men naar vi ser,
at den har tabt, ogsaa naar den har vundet, — at den heller ikke
da, naar den har regnet rigtigt og rammet, hvad den sigtede paa,
er kommet sit Maal nærmere, — heller omvendt, — bliver det
indlysende, at den har lidt og lider under værre Feil end de, som
ligger i en plan- og holdningsløs Gjennemførelse. Det er ikke
bare Midlerne, som for det meste har været uheldig valgte; det er
selve Maalet, som fra første Færd har været urigtig stillet og
umuligt at naa endog ved Anvendelsen af den mest raffinerede
Kløgt og den mest udholdende Kraft.
Det Maal, svensk Unionspolitik fik sig stillet ved Unionens
Tilblivelse og historiske Forudsætninger, var en «Indforlivning» af
Norge i Sverige eller en Sammensmeltning af de to Folk, saa
Sveriges Grænser udvidedes til Nordsøen og Atlanterhavet.
Midlerne, hvormed dette Maal skulde naaes, kunde der være
forskjellige Meninger om; men Maalet selv gjaldt for givet og
udisputer-ligt. Naturen har bestemt Norge til at være en Del af Svei’ige,
sagde Karl Johan, og deri samstemmede alle Samtidens svenske
Politikere med ham. Men det var et Feilsyn. Naturen, d. v. s.
Historien, har tvertom urokkelig bestemt, at de to Folk, som
bebor den skandinaviske Halvø, skal vedblive, saalænge der er Liv
i dem, at staa ligeoverfor hinanden som to særegne, skarpt
adskilte nationale Individualiteter. Eftersom Tiden gik, viste dette
sig ogsaa paa en stedse mere øiensynlig Maade. Trods Unionen
voksede de to Folk mere og mere ud fra hinanden istedetfor at
smelte sammen. Man vilde imidlertid inden den svenske
Almenhed ikke slippe det store Haab, som var blevet vakt ved Karl
Johans under saamange Vanskeligheder fuldbragte Verk, og, da
«Naturen» ikke af sig selv syntes at ville opfylde det, forsøgte
man at komme den til Hjælp og strævede med at istandbringe
den eftertragtede Enhed udenfra, siden den ikke vilde komme
indenfra, — hvorved man naturligvis bare gjorde galt værre.
Istedetfor at bøie sig for Kjendsgjerningernes Logik hjalp man
sig med at ignorere eller bortforklare dem. Man vedblev at tale
om «den fordums danske Provins», om «Folket fra igaar», om
«de af den danske Prins vildledte Nordmænd», om «Karl Johans
utidige Eftergivenhed og dynastiske Egennytte, som forspildte
Frugterne af de glimrende svenske Seire i 1814» o. s. v., o. s. v.,
— og vedbliver dermed den Dag idag, trods bedre Vidende, —
ikke bare for at give Luft til de bitre Følelser ligeoverfor Norge,
som har været en Følge af selvforskyldte Skuffelser, men ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
