Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö686
Historiske og politiske Afliandlinger
den, som vandt.» Dette blev skrevet i 1866. Nogle Aar senere
kunde det samme gjentages med endnu langt bedre Grund. Hvad
Dunker sigtede til, naar han i 1866 skrev, at den vindende havde
tabt og den tabende vundet, var, at der ved Statholdersagen var
bleven kastet Lys over’«den Kamp, som hidtil havde været ført
i Mørket», saa det viste sig tydeligt og uimodsigeligt, at hvad
Norge havde kjæmpet og kjæmpede for, det var — ikke
Forfængelighedens Lapperier, som det saa ofte var bleven sagt ogsaa af
norske Politikere, — men «sin Selvstændighed som suveræn Ståt,
sin Myndighed i egne indre Anliggender, som ikke kan være
virkelig uden fuld ydre Uafhængighed». Denne Fordel var, mente
han, og udentvivl med fuld Føie, allerede i og for sig saa stor, at
den mer end opveiede de Nederlag, som Norge havde lidt. I de
nærmest følgende Aar brød nu den indre norske Forfatningskamp
løs for Alvor med den lange Række af Seire, som blev vundet af
Venstrepartiet. Enhver af disse Seire var et Slag rettet mod
svensk Unionsopfatning og svensk Unionspolitik, forsaavidt
enhver af dem virkede til at styrke det norske Folks Selvstyre og
udvide Storthingets Magt paa Rekostning af Kongedømmet, og i
dem alle havde Statholderfeidens svenske Seire sin Andel,
forsaavidt ved dem norske Politikeres Øine var blevne opladte for
Nødvendigheden af at sørge for et bedre Samhold mellem de norske
Statsmyndigheder.
Den næste store Seir paa Unionspolitikens Omraade, —
Forfatningsreformen i 1885, — bragte vistnok, som nævnt, Sverige
en Fordel ved at lægge Rigernes Udenrigsstyrelse helt ind under
svensk Statsmyndighed, men tilføiede samtidig svensk
Unionspolitik en Skade, som veier op denne Fordel og mer end det ved
at forsømme en gunstig Leilighed til at faa udvidet det
institutionelle Fællesskab mellem Rigerne og til at faa Norge umerkeligt ledet
ind paa en Vei, som konsekvent fører til en svensk-norsk Helstat,
hvori Sveriges Indflydelse nødvendigvis maa blive den dominerende.
Og saa har vi da tilsidst det Tilbagetog, som Storthinget fandt
sig nødt til at foretage i Hensyn paa Konsulatsagen i 1895. Dette
var jo en Triumf for Sverige og en bitter Ydmygelse for Norge.
Alligevel, — naar vi ser tilbage og stiller os for Øie, hvorledes
denne Ydmygelse har virket til at gjøre Oprettelse af et særskilt
norsk Konsulatvæsen til en Nationalsag og derigjennem til at
samle hele det norske Folk om den unionspolitiske Linje, som
ifølge Unionens Tilblivelseshistorie af Tingenes Væsen er den for
Norge naturlige og ene rette, men som lige til det sidste bare
har været hævdet af det ene af de to Partier, hvori Folket har
været delt, — saa maa vi nok erkjende, at ogsaa i dette Tilfælde
«den vindende har tabt og den tabende vundet».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
