Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svenske Seire, norske Nederlag i Unionspolitiken 689
29de Mai 1814, at det maaske vilde være klogest at overlade
Nordmændene til sig selv; de vilde, mente han, gaa tilgrunde ved
at være selvstændige, og saaledes vilde Sverige paa billigste
Maade «faa Ryggen fri». I et Brev fra 1827 kommer han tilbage
til den samme Opfatning: «Jeg venter intet godt af Foreningen
mellem Sverige og Norge. Vor hovedsagelige Gevinst derved
skulde være, at vi har Ryggen fri; men det vilde vi allersikrest
have, naar Norge blev lagt øde. Lad det blive saa! Lad
Nordmændene sønderslide hinanden indbyrdes, naar de bare ikke
medvirker til at sønderslide os!» Dette ser jo helt barbarisk ud,
men staar dog i bedste Sammenhæng med, hvad der har været
og fremdeles er Grundtanken i svensk Unionspolitik. Hvad denne
fra først af sigtede paa, var intet andet end at faa Sveriges
Grænser betrygget eller arronderet. Hvad den alene har havt Øie for,
har været de umiddelbare Fordele eller «Gevinster», Sverige kunde
ventes at faa af Foreningen. Den har alene taget Hensjm til
Geografien og Strategien og sat de historiske og nationale
Forholde helt ud af Betragtning. Den hører altsaa helt og holdent
hjemme i Territorial- og Kabinetspolitikens Tidsalder, da
Landene betragtedes og behandledes som Privatdomæner og, som
saadanne, bortskjødedes, omtuskedes eller parteredes efter
Eier-mændenes Bekvemmelighed og Forgodtbefindende. Den har
alle den nyere Tids liberale og humane Idéer og fremadskridende
Aandsmagter mod sig og maa følgelig, om den end har vundet
og kanske fremdeles kan vinde Seir i det enkelte, være viet til
endelig Undergang, saafremt europæisk Civilisation skal vedblive
at gaa frem og den skandinaviske Halvø vedblive at følge med i
denne Fremgang.
Unionen fremgik, som bekjendt, udelukkende af svensk
Initiativ, svenske Tendenser og Traditioner. Den har ingen Rod, intet
Tilknytningspunkt i den forudgaaende norske Historie. Hvad
Nordmændene ønskede og arbeidede for i 1814, var, ikke
Forening med Sverige, men Gjenreisning af Norges politiske og
nationale Selvstændighed, og naar de akcepterede Foreningen, skjønt
den medførte Indskrænkninger i denne Selvstændighed, var det
ene og alene, fordi de troede sig nødt dertil og for at undgaa en
i deres Tanke endnu værre Ulykke: fortsat Krig og Blokade af
Landet. Den herved givne Linje for norsk Unionspolitik var og
er: saa lidet af Union som muligt! ingen Udvidelse eller
Befæstelse af det unionelle Fællesskab, men strengt Vagthold over den
engang opdragne Grænse og Afvikling af Fællesskabet, saavidt
det ikke er rigsaktmæssig fastsat og forpligtende!
Det er, som vi alle ved, meget langt fra, at denne Linje altid
44 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
