Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö690
Historiske og politiske Afliandlinger
har været erkjendt og fastholdt. Hvad der er sagt om den
svenske Unionspolitik, at det gjennemgaaende har skortet den paa
Klarhed, Kraft og Konsekvens, gjælder ogsaa om den norske
Unionspolitik, og det neppe i ringere Grad. Man har stundom
sigtet paa en bedre Gjennemførelse af norsk politisk
Selvstændighed, saa Norge fik mest muligt raade for sine egne Anliggender,
og stundom paa en bedre Gjennemførelse af Princippet om begge
Rigers Ligestilling, saa Norge fik i videre Udstrækning end forud
være med i Behandlingen af Rigernes fælles Anliggender, og man
har stundom for at opnaa en saadan Ligestilling gaaet med paa
eller vist sig villig til at gaa med paa Udvidelser af det unionelle
Fællesskab. Unionspolitiken har været filtret sammen med indre
norsk Politik ’paa en Maade, som har maattet virke til at give
den et Præg af Halvhed og famlende Uklarhed. Man har troet
at finde i Unionen en Støtte for visse Partiformaal eller visse
Klasseinteresser og er derved bleven lokket ud paa det
helstats-politiske Skraaplan. Eller man har ladet sig saaledes blænde, af
Udsigten til de formentlige Fordele i økonomisk og anden
praktisk Henseende, som skulde flydeaf en nærmere Forening mellem
Rigerne, at man har glemt eller sat tilside høiere nationale og
ideelle Hensyn, som talte imod en saadan nærmere Forening.
Men, trods alle Feilgreb og alle Nederlag, — trods Sveriges
Overmagt og trods det tunge Lod, som det fælles Kongedømme
har kunnet lægge og stadig ogsaa har lagt i den svenske
Vegt-skaal, — er Stillingen dog nu bleven den, at det er den norske
Unionsopfatning, ikke den svenske, — Selvstændighedstanken,
ikke Helstatstanken, — som har faaet det afgjorte Overtag og de
bedste Chancer for en endelig Seir. Det norske Folk staar nu
helt samlet om det Program, som kræver uafkortet og ubetinget
Gjennemførelse af Norges Statssuverænitet. Unionsvenligheden,
som engang gjorde sig saa bred og førte et saa høilydt Sprog
inden flere af vore ledende Kredse, er rent uddød, og Tanken om
en Udvikling og Befæstelse af det unionelle Fællesskab har ikke
længer en eneste nævneværdig Tilhænger i dette Land. I Sverige
hyldes den vel fremdeles af mange, men øiensynlig med stadig
aftagende Tro og Haab, og mange har ogsaa her opgivet den
eller synes nærved at opgive den som en Kimære, hvorpaa man
har ofret altfor megen Tid og Kraft.
Naar nu, efter hvad vi tør haabe, Nordmænd og Svensker i
en maaske ikke fjern Fremtid enes om at opløse Unionen i al
Venskabelighed, vil det sikkert fra norsk Side erkjendes, at den
har været til stor Nytte, om end paa en Maade, der laa helt
udenfor Stifternes Tanke. Den har, just ved at gjøre Indgreb i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
