Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1814—1905.
Vi maa, ved en Betragtning af den Krise, vi har gjennemlevet
iaar, uvilkaarlig komme til at mindes Tingenes Gang i den store
Krise i 1814: — Begyndelsen med dens modige Reisning og
en-thusiastiske Idealisme og Slutningen med dens Kompromispolitik
og nøgternt beregnende Kløgt; — Prosaen ovenpaa Poesien; —
paa Bevægelsens første Stadium en sangvinsk Stemning, en
Optimisme, som ser altfor lyst paa Tingene og glider altfor let
henover de Farer og Vanskeligheder, som man maa være forberedt
paa at møde; paa det sidste Stadium, til Vederlag, en
Tilbøielig-hed til pessimistisk Opfatning, en Skuffelsens Bitterhed, som
glemmer eller undervurderer, hvad der er vundet, og ensidig hefter
sig ved de Afslag, hvori man har maattet finde sig, og hvem der
tillægges en overdreven stor Betydning for Landets Fremtid.
Bigsforsamlingen paa Eidsvold kastede af alle Broer til en
Forhandling med Sverige og proklamerede som sit Løsen: alt eller
intet, — ingen Akkordering eller Afprutning i den Norge
tilkommende Ret til ubetinget Selvstændighed under sin egen Konge.
Og den flk deri øiensynlig Nationens Medhold. Det norske Folk
var forberedt paa en Krig og imødesaa Krigen med Tro og
Tillid til sin retfærdige Sag: Norge skulde seire eller idetringeste
vinde Hæder og falde med Glans. Da man saa istedetfor Krig
flk Forhandlinger med Fienden, hvis Forudsætning maatte synes
at være en Opgivelse af det af Rigsforsamlingen hævdede
Princip om Norges Suverænitet og Selvbestemmelsesret, vakte det
almindelig Sorg og Skuffelse inden den norske Almenhed. Det
opfattedes som en dyb Ydmygelse, — et Nederlag værre end noget,
som endog den ulykkeligste Krig vilde have kunnet bringe over
Landet. «Vi har begyndt med at tabe Æren, og med den gaar
hele Resten Pokker i Vold», skrev Pavels i sin Dagbog under 31te
August 1814. Resten gik, som bekjendt, ikke Pokker i Vold,
saa-lidt som det med Føie kunde siges, at det norske Folk havde
lidt noget Skaar i sin Ære. Det lykkedes det overordentlige
Stor-thing at føre Eidsvoldsforfatningen, den norske Friheds og
Selvstændigheds Palladium, nogenledes uskadt ud af Forhandlingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
