Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1814-1905
695
let den norske Regjering og det norske Storthing som
«Oprørs-magere» og 7de Juni-Beslutningen som et Statskup, et
revolutionært Tiltak uden ringeste retslig forbindende Kraft. Vi har her
et fuldkomment Sidestykke til, hvad der passerede i 1814:
Nordmændene begyndte med at afvise enhver Forhandling med
Sverige i Kraft af den det norske Folk tilkommende ubetingede
Suverænitet og endte med at gaa ind paa en Forhandling. Svenskerne
begyndte med at erklære Grundloven af 17de Mai 1814 for
ugyldig, et værdiløst Papir, og endte med at erkjende den for Norges
lovlige Forfatning. Paa begge Sider satte man fra først af i med
en altfor høi Tone, som man derfor siden maatte stemme ned. Paa
begge Sider følte man dette som en Ydmygelse, og med adskillig
Grund. Hvem der havde mest Grund til at føie sig ydmj’get, kan
maaske være tvivlsomt; men sikkert er det, at den ene ikke havde
noget at lade den anden høre i saa Maade.
Det vakte hertillands stor og almindelig og fuldt berettiget
Harme, at den svenske Rigsdag foretog sig at opstille en Række af
bestemt formulerede «Vilkaar», som Norge skulde gaa ind paa
for at opnaa Sveriges Samtykke til Unionsopløsningen og
Anerkjendelse af den norske Stats fulde Selvstændighed. Man maatte
spørge: sæt, at Sverige havde besluttet Unionsopløsningen
(overensstemmende med et i svenske Blade saa ofte udtalt Ønske),
vilde der da have været Tale eller Tanke om fra norsk Side at
opstille «Vilkaar» for sit Samtykke? Svaret maatte blive:
selvfølgelig ikke. Men har da altsaa Sverige havt en Ret i og over
Unionen, udover hvad Norge har havt, saa Sverige skulde,
fremfor Norge, kunne stille Betingelser og kræve Vederlag for sit
Samtykke til dens Opløsning? Vi har fra norsk Side herpaa svaret,
og vi svarer med et afgjort Nei. Vi har hævdet og vi hævder,
at i retslig Henseende var de to Riger fuldkommen ligestillede
inden Unionen. Paa den anden Side maa vi jo erkjende, at
Unionen fremgik som et Udbytte ikke af norsk, men af svensk
Politik, og at Sverige ofrede Blod og Penge for at faa den istandbragt
(omend overmaade lidet baade af det ene og det andet Slags),
medens Nordmændene bare søgte at hindre, at den blev til. Vi
maa fremdeles erkjende, at Sverige havde inden Unionen, om
ikke større Ret end Norge, saa dog større Magt, at det var i
Besiddelse af visse faktiske Fortrin, som man fra norsk Side havde
fundet sig i, og at det altsaa ved Unionens Opløsning led et
virkeligt Tab, medens Norge bare vandt. Deraf følger, ikke at vi skulde
finde det rigtigt og i sin Orden, at den svenske Rigsdag opstillede
sine «Vilkaar», men at vi maa finde det forklarligt og endog
naturligt, at man i Sverige forestillede sig at have Krav paa en
Erstatning eller Opreisning for Unionen og at kunne stille Betin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
