Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holberg (1867, 1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holberg’
37
Nu er det merkeligt at iagttage, hvilket overordentligt sterkt
Indtryk dette Verk har gjort paa Holberg. Esprit des lois udkom
i 1748, da Holberg var 64 Aar gammel, — i en Alder, i
hvilken man heller læser om igjen de kjendte kjære Bøger end
giver sig i Kast med nye. Men denne ikke blot læste han; han
læste den atter og atter og vender jævnlig tilbage til den i sine
sidste skriftlige Arbeider. Han forkaster liere af de mest
fremtrædende Theorier og Theser i Montesquieu’s Verk. Han viser
af Englands Historie, at det bekjendte Sted, — Esprit des lois L.
11 eh. 6. —: «Si l’on veut lire l’admirable ouvrage de Tacite sur
les moeurs des Germains, on verra que c’est d’eux que les Anglais
ont tiré l’idée de leur gouvernement politique; ce beau systéme
a été trouvé dans les bois —,»’ er mere aandrigt end sandt. Han
mener — og for en stor Del med fuld Ret, — at det er en Feil
hos Montesquieu, at han søger efter «naturlige Aarsager udi Ting,
hvor politiske alene eller fornemmelig er virksom». Han
polemiserer sterkt og træffende mod Montesquieu’s Forsøg paa at føre
Folkenes Kvaliteter, Love og Institutioner tilbage til Klima,
Jordbundsforhold, Fødemidler. «Jeg har ikke nægtet,» siger han, «at
jo Jord og Luft contribuere til Legemets Førlighed. Jeg nægter
og ikke visse Kvaliteter, som flyde af Legemets Konstitution. Men
jeg nægter, at man æder og med Luften indsøber Dyder og
Lyder, Attraa efter Frihed eller Hengivenhed til Trældom, helst
saasom man af Historien viser, at de selvsamme Nationer nu h^ve
været dydige, nu igjen udydige, nu stridbare, nu feige, nu
begjærlige efter Frihed, nu ligesom af Naturen dannede til at leve udi
Trældom.» Man kan paa Forhaand vide, at en Stil som
Montesquieu’s — kunstlet, sententiøs, epigrammatisk tilspidset — ikke
har kunnet tiltale Holberg, der havde en saa grundig Aversion
mod al Slags Affektation og Styltegjængeri. Holberg udtaler ogsaa
sin Beklagelse over, at den «berømmelige Autor» altfor meget har
rettet sig efter den regjerende Smag ved at sætte Stilen paa Skruer, og
mener, at hans Bog vilde have været bedre, «men derhos mindre
admireret», om den havde været skrevet i et jævnere og simplere
Sprog. Til Trods for alt dette var Montesquieu’s Verk Gjenstand
for den mest levende Beundring fra Holbergs Side. Han kalder
det et «herligt Skrift»; har «underskriver de Berømmelser, der
er lagt paa det», og holder for, at «faa Skrifter er skrevne med
større Skjønsomhed eller stærkere udarbeidede saavel i Henseende
til Stil som til Materie». Det er aabenbart, at han har følt sig
tiltalt ved det storartede i Verkets Anlæg og Plan, — at han har
1 Hvis man vil læse Tacitus’ beundringsværdige Arbeide oni Germanernes
Seder, vil maa se, at det er fra dem, Englænderne har hentet Idéen til sit
politiske Styre; dette smukke System er fundet i Skovene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
