Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Portrætter og Essays
og ligesaa uhæderlig som ulykkelig Afslutning. Skammen og
Skuffelsen ved den slappe Krigsførsel, for hvilken man med den
fuldeste, umiskjendeligste Ret gav ham Skylden, — den
bedrøvelige Farce, han derefter var nødt til at spille, — hans
Kundgjø-relse til det norske Folk, hvori han, for at dække sig selv,
kompromitterede Norges Sag ved at skildre Landets økonomiske og
militære Tilstand med de mest overdrevent mørke Farver: —
dette og mere til virkede til at fremkalde et voldsomt Omslag i
den offentlige Mening ligeoverfor ham : — han, som faa
Maaneder forud havde været elsket, beundret, forgudet, var ved sin
Bortreise Gjenstand for almindelig Ringeagt, ja for Had og
Afsky. Efterat han havde forladt Landet, hørte man ikke mere til
ham; han blev for alle Tider rykket udenfor Nordmændenes
Horizont og efterlod sig ikke noget Parti eller nogen
Eftermaals-mand, for hvem det var magtpaaliggende at fremstille hans
Fortjenester i det rette Lys. Der udviklede sig hos det norske Folk
i Tiden efter 1814 af flere samvirkende Grunde en sterk antidansk
Stemning, som længe var raadende, og hvoraf Følgen maatte
være, at den Skygge, hvori -den danske Prins var bleven stillet
ved sin militære og politiske Fiasko, yderligere formørkedes.
Man undsaa sig vel ogsaa, efterat Kristian Fredriks
Inkompetence for den Rolle, han paatog sig i Norge, var traadt saa
klart frem, ved at erkjende, at han, — denne Theaterhelt, —
havde været Nationens aandige Midtpunkt i et af dens største,
mest afgjørende Øieblikke, — Folkereisningens selvskrevne,
uundværlige Fører og Leder. —
Men det var han, — det er vist. — Det er Overdrivelse eller
ligefrem tendentiøs Usandhed, naar det har været sagt, at det var
han, der skabte eller fremkaldte den norske Folkereisning i
1814. Kielertraktaten kom, som bekjendt, ikke uventet over det
norske Folk. Man havde faaet rundelig Tid til at overveie,
hvorledes man skulde forholde sig i Tilfælde af, at Norge blev
af-staaet til Sverige eller den svenske Konge, og det fremgaar af
mange Vidnesbyrd, at man inden Folkets oplyste Kredse
fordetmeste var forud paa det rene med, at man ikke vilde underkaste
sig denne Skjændsel; men det fremgaar ogsaa af disse selvsamme
Vidnesbyrd, at Tanken om Modstand fordetmeste var uløselig
knyttet til Tanken paa Kristian Fredriks Førerskab, —
Bevidstheden om at have ham — Thronarvingen, den Odelsbaarne til
Norges Rige, — blandt sig. Naar Kristian Fredrik omtalte det
som en lykkelig Forsynets Styrelse, at han var i Landet, da
Krigen kom, saa er det ikke andet og mere, end hvad alle
Nordmænd i Samtiden synes at have været enige om, ikke blot
gammeldags konservative Lojalister som Pavels, der skriver i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
