Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Fredrik og Karl .Johan
Gl
ansaa ikke Norge for erobret; han ansaa det ikke for nogen let
Sag at erobre det. Han kjendte bedre end nogen af hans
Omgivelser den for Sverige og for ham selv ugunstige eller endog
ligefrem faretruende politiske Situation i Europa: Wienerkongressen
var nær forestaaende, Legitimitetsprincippet i sterkeste Opgang
inden de europæiske Staters Raad. Han har under disse
Omstændigheder ment som saa: Vi maa for enhver Pris se til at faa gjort
Foreningen mellem Norge og Sverige til en fait accompli, for at
hindre Stormagterne fra at blande sig op i Sagen paanj^; vi faar
tage, hvad vi kan faa, om det end noksaa lidet svarer til, hvad
vi har tilsigtet; siden, naar Omstændighederne stiller sig
gunstigere, kan vi jo tage mere; vi faar gjøre Indrømmelser og ikke
spare paa gode Løfter til Nordmændene, for at opnaa snarest
muligt et Resultat; det er ikke Meningen at blive staaende derved i
Længden, og der bliver vel engang Raad til at bygge videre paa
det givne Grundlag, uden Hensyn til, hvad der nu loves og
tilsiges.
Saaledes ræsonnerede han, da han foreslog og vedtog de for
Norge saa gunstige Vilkaar i Mosskonventionen, som han bagefter
søgte at omgaa eller snige sig fra paa alle mulige Maader, og
saaledes ræsonnerede han, naar han i sine Breve til de svenske
Kommissærer ved det overordentlige Storthing gjorde Rede for
sin eftergivende Politik. — Der er i, hvad vi læser om ham og af
ham fra denne Tid, intet, der kan bruges til Støtte for den af
ham selv og andre Historiefabrikanter istandbragte Mythe om
hans Ædelmodighed, hans Sympathi for Nordmændene og
Agtelse for Nationalitetsprincippet. Hvad der møder os i hans Ord
og Handlinger, er ikke den vidtskuende, frisindede Statsmand, der
fra første Færd indser, at Foreningen mellem de to Folk maa
bygges paa begges Selvstændighed og Jævnbyrdighed, men den
forsigtige politiske Regnemester, der gjør gode Miner til slet Spil
og bøier af for vanskelige Tidsomstændigheder, — Spekulanten,
der soper til sig saameget som muligt og, forsaavidt han gjør
Afkald paa noget til Fordel for Norges Selvstændighed, gjør det
nødt og tvungen og med den stadige Beservation af at tage sine
Indrømmelser tilbage, naar han ser sin Kans dertil.
Gangen i 1814 Aars Historie er altsaa kortelig denne: der
melder sig to Prætendenter til Norges Bige: Karl Johan med
Kieler-traktatcn i Haanden: — lovligt Skjøde paa Eiendommen af den
lovlige Eiermand, Norges Arveenevoldskonge, — og Kristian
Fredrik med Kongeloven i Haanden, hvorefter han som rette
Odeismand vil tage Gaarden paa Odel. Mellem dem synes Striden
at skulle staa. Men saa melder der sig en tredie Prætendent,
som siger til de to: Gaarden tilhører ingen af jer; den er min;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
