Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.lonas Anion Hielm
79
Krogh osv. Sorenskriver Falsen sagde under Debatten: «Jeg ønsker
at spørge den hele Nation, om den bifalder den kongelige Proposition,
og den vilde svare ja, ja!» Derom er der vist heller ikke Tvivl, at den
«oplyste Opinion» udover Landet stod paa denne Side.
Vicekongedømmet var dengang en populær Institution i Norge. Da
Kronprins Oscar i 1824 blev udnævnt til Vicekonge, vakte det
almindelig Glæde, hvilket ogsaa blev udtalt af Storthinget samme
Aar; det opfattedes sorti en Gunst, der blev vist det norske Folk,
— et nyt Baand, der knyttede det norske Folk til Kongehuset.
Forsaavidt den kongelige Proposition vedkommende Grundlovens
Paragraf 14 aabnede Udsigt til, at Vicekongedømmet hyppigere
og længere vilde blive besat, og at ifølge heraf Statholderposten
hyppigere og længere vilde henstaa ubesat, — at man hyppigere
vilde faa se Rigernes fælles Thronarving præsidere i den norske
Regjering i Stedet for en svensk Greve eller Baron, — maatte det
jo ogsaa synes, som om den vilde medføre en afgjort, ustridig
Forbedring i Norges statsretlige Stilling eller Stilling inden
Unionen. Alligevel — man vil nuomstunder ikke let kunne miskjende,
at Hielm har Ret, — at han ved denne som ved andre
Ledigheder viste sig at se skarpere og klarere i disse Sager: Norges
statretslige og unionelle Forhold end nogen i Samtiden. Hans
Standpunkt, saadan som det fremgaar af hans dissenterende
Votum og af hans og hans Meningsfælle Maribos Udtalelser under
Debatten, var dette: Ønsket om, at Norge maatte befries fra at
underholde en Statholder, og det til og med en udenlandsk
Statholder, er ganske vist almindeligt og fuldt berettiget. Men
hvorfor ikke gaa den direkte Vei til Ønskets Opfyldelse? Hvorfor ikke
foreslaa, at Ordet Statholder overalt, hvor det forekommer i
Grundloven, skal udgaa? At gaa den Omvei, som Komitépluraliteten
anbefaler, er en Palliativkur, som bare forværrer Ondet. Man
opnaar maaske, at Statholderposten bliver sjeldnere besat; men, idet
man lader Bestemmelserne om Posten blive staaende, giver man
dem indirekte en ny Stadfæstelse. Man opnaar en Forbedring
i Norges unionelle Stilling, men for en Pris, der er altfor høi,
nemlig ved at gaa paa Akkord med Unionens Grundprincip, som
er Bigernes fuldkomne Lighed.
Regjeringen foreslog for Storthinget i 1830 en Forhøielse af
Norges Bidrag til den svenske Ministerkasse og den svenske
Kon-voikasse, under Henvisning til Udtalelser af den svenske
Udenrigsminister, der- fremhævede, at hvad Norge hidtil havde ydet
ikke stod i passende Forhold til, hvad Sverige ydede til disse
Kasser. Grev Wedel talte for Forslaget: «Vi maatte ikke gjøre
os for smaa» — «klogest at følge den kongelige Proposition» —
«som ærlige norske Mænd, der ei vil paabyrde Sverige mere end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
