Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
rigt dertil duelige Mænd al den Deltagelse, som Hans Majestæts
Omhu for dette Riges Bedste, efter Anliggendernes Beskaffenhed,
maatte finde anvendelig». —
Udtrykkene er, som man ser, yderlig vage og famlende og
vidner noksom tydeligt om, at det skortede Adressens Udstedere paa
Forstaaelse af, hvad der er Spørgsmaalets Kjerne. De har
aabenbart ikke havt Greie paa, hvor langt Norges Bet strækker sig eller
hvor langt man turde eller burde gaa i at hævde denne Ret. Der
tales om Rigets «Tarv og Bedste»; det er den rent praktiske Side
ved Sagen, som fremhæves, medens det væsentlige, — Sagens
principielle Side, — bliver overseet eller skudt tilside.
Forholdet var altsaa indtil 1830 saadant, at man lod sig nøie
med at hævde den unionelle status quo ligeoverfor virkelige eller
formentlige svenske Almalgamationsbestræbelser, medens Tanken
om en Gjennemførelse af Norges Ret som suveræn Ståt og
ligeberettiget Stilling inden Unionen bare kommer frem glimtvis og
leilighedsvis, og uden at den bliver grebet og fastholdt med Styrke
eller Klarhed fra nogen Side.
Men saa var det, at Hielm paa Storthinget i 1830 tog
Unions-forholdene op til Behandling og det paa en slig Maade, at de fra
nu af gjennem en længere Tid blev staaende paa Dagsordenen
som et af de brændende Spørgsmaal. Et nyt Afsnit i Unionens
Historie var dermed indledet.
Hielm fik paa Storthinget i 1830 flere Gange Leilighed til at
udtale sin Opfatning af Unionens Væsen og retslige Grundlag,
dens Brøst og Mangler, og Veien, ad hvilken disse Brøst burde
søges afhjulpet.
Blandt de kongelige Grundlovspropositioner, der forelaa til
Behandling af dette Thing, var ogsaa en vedkommende Paragraf
14, hvorved tilsigtedes at aabne Kongen lettere Adgang til at
udnævne Kronprinsen eller dennes ældste Søn til Vicekonge. I
Modsætning til de andre kongelige Grundlovsforslag fandt dette en
meget velvillig Modtagelse inden Thinget. Konstitutionskomiteen
(blandt hvis Medlemmer var Wedel, Foss og Hielm) indstillede
paa, at det skulde vedtages; alene Hielm dissenterede og
begrundede sin Dissens i et udførligt, skriftligt Votum. Ved Sagens
Behandling i Storthinget optraadte en lang Bække af de
indflydelsesrigeste, anseligste Repræsentanter til Fordel for Forslaget; mod
det talte kun Hielm og Maribo. Forslaget faldt vel ved
Voteringen; men det manglede kun et Par Stemmer i, at det havde faaet
den nødvendige kvalificerede Pluralitet. 49 stemte for, 28 mod,
og blandt dem, der stemte for, var næsten alle Thingets «Spidser»:
Advokat Sørensen, Kaptein Foss, Pastor Riddervold, Grev Wedel,
Sorenskriver Falsen, Assessor Holtermann, Jacob Aall, Amtmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
