Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
særskilt norske eller fælles norsk-svenske diplomatiske Sager.
Hertil sluttede sig senere Resolutionen af 23. Januar 1836, ifølge
hvilken Konsuler skal udnævnes i kombineret norsk-svensk
Statsraad (i Stedet for, som hidtil, i svensk ministerielt Statsraad) og
Resolutionen af 26. April 1836, hvorefter Konsulerne forpligtes
at atlægge Ed som norske Embedsmænd.
Jeg siger, at man herved fra norsk Side havde slaaet ind paa
en helt anden Vei end den, hvorpaa den Hielmske Motion viste
hen. Hielm vilde, at Norges Suverænitet, norsk Statsmyndigheds
Eneraadighed over norske Regjeringsanliggender, skulde hævdes
som Norges Ret, — uden Afdrag eller Afkortning. I)en norske
Regjering opstillede ved sin Forestilling som det Maal, der skulde
tilstræbes, — ikke Norges Selvstændighed, men dets
Ligeberettigelse i Unionen, — ikke norsk Statsmyndigheds Eneraadighed
over norske Regjeringsanliggender, udenrigske og indenrigske, —
men Adgang for norsk Statsmyndighed til at deltage med den
svenske i Norges og Sveriges Udenrigsstyrelse. Den appellerede,
for at naa sit Maal, snarere til Naaden end Retten. Forsaavidt
den i sin Forestilling hævder Norges Ret som selvstændigt Rige,
sker det i svævende, forsigtig tilslørede Udtryk: —«Grundlovens
§ 1 synes at have Norges Uafhængighed for Øie» etc.; — «det
kan ikke have været Grundlovens Mening, at Norge skulde være
uden al ansvarlig politisk Bestyrelse» etc. Regjeringen
paabe-raaber sig Kongens Svar paa Storthings-Adressen 1827, som var
en uhøflig, haanlig Afvisning af de af Storthinget fremsatte
beskedne (efter hvad Hielm medrette bemerker: altfor beskedne)
Ønsker. Den henskyder det under Kongens Forgodtbefindende
at bestemme, om og hvorvidt der skal indrømmes Norge nogen
Deltagelse i Afgjørelsen af dets egne Anliggender.
Jeg kalder dette et uværdigt Tiggeri,— en Udstykning af, hvad
der maa være helt: et Folks politiske Suverænitet, - en ydmyg
Bøn om lidt af det, som er ingenting, naar det ikke er alt, og
hvis hele Værd beror paa at hævdes som en Ret og ikke
meddeles eller modtages som en Xaadegave.
Professor Aschehoug siger om Resolutionen 13. April 1835, at
den var «et Fremskridt i Udviklingen af det unionelle Forhold».
Det kan nok saa være. Men i Hensyn paa Erkjendelsen og
Gjennemførelsen af Norges Ret som suveræn Ståt betyder den et
Tilbageskridt.
Man har sagt, at ad den af Hielm anviste Vei vilde man ikke
være kommet af Flekken, — medens den norske Regjering ved
sin forsigtige, maadeholdne Optræden dog fik opnaaet noget. Ja
vist! den lik opnaaet noget, men noget, som var værre end
ingenting. — Kan hænde, at Resolutionen af 13. April 1835 har bragt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
