Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
Unionssagens Skjæbne paa Storthinget 1836 og dets
Fortsættelse, det overordentlige Storthing 1836—37, svarede hertil. Man
kunde og vilde ikke dennegang skyve Sagen tilside, som man
havde gjort paa Storthinget 1830 og 1833; — den var kommet
altfor sterkt op i Sindene og den offentlige Diskussion til det; —
saameget havde ialfald Hielm udrettet med sin Optræden. — Men
man vilde ikke følge ham; det blev de fire
Kristianiarepræsen-tanter: Sørenssen, Holst, Foss, Rye, — dygtige, fædrelandssindede
Mænd, men fremforalt mere «maadeholdne» end Hielm, som
paa-tog sig at føre Sagen frem ved sit den 24de Marts 1836 fremsatte
Forslag til en Adresse til Kongen, hvorved skulde anholdes om
Rettelsen af «nogle Mangler i Henseende til Iagttagelsen af det
fuldkomne Lighedsprincip, hvorpaa Foreningen mellem Norge og
Sverige er bygget», — deriblandt ogsaa: «At der træffes
unions-mæssige Foranstaltninger til, at de af Norges retmæssige Stilling
i Unionen flydende Fordringer fra Norges Side paa at have den
samme Garanti som Sverige for at se sig retteligen repræsenteret
og sit Tarv forsvarligen iagttaget ved Behandlingen af de
diplomatiske Sager og overhovedet ved alle udenlandske Forhold,
kunne vorde fyldestgjorte.» Forslaget kom først til Afgjørelse
paa det overordentlige Storthing, som den 24de Januar 1837
vedtog en Adresse til Kongen, hvori det vedkommende de
diplomatiske Sagers Behandling blev udtalt, at Storthinget «vistnok med
Erkjendtlighed paaskjønner den naadige Redebonhed til at gaa
det norske Folks billige Fordringer og Ønsker imøde», der var
lagt for Dagen ved den kongelige Resolution af 13. April 1835, — men
at Storthinget «dog kun kan betragte denne Foranstaltning som
en Forberedelse til fuldstændigere Foranstaltninger i denne
Henseende», — at Storthinget «ikke vover at fremsætte noget Forslag
om hvorledes disse Forhold muligens kunne ordnes paa en
tilfredsstillende Maade», men «stoler paa Hans kongelige Majestæts
Kraft og Visdom», som bedst vil vide at finde Midler til at
overvinde de herved mødende Vanskeligheder.
Tonen i denne Adresse og i de fire Kristianiarepræsentanters
Forslag er vel — kanhænde — en Del værdigere og mandigere
end i Regjerings-Forestillingen af 14. Oktober 1834, men de følger
i det af denne anviste Spor: — Naadens, ikke Rettens Vei, — en
Vei, ad hvilken intet bør opnaaes og intet kan opnaaes, som har
reel Værdi.
Udbyttet af Storthingets Optræden blev, som bekjendt, at den
første Unionskomité nedsattes ved kongelig Resolution af 30.
Januar 1839. Det er ligeledes bekjendt, at denne Komité
udar-beidede et vidtløftigt Forslag til en ny Rigsakt, som den svenske
Justitsminister — heldigvis for os — puttede i sin Skuffe og lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
