Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
voxe op af det», — saa er dette et saa rørende trohjertet Digt om
Fædrelandskærlighed, at det i sin Virkning kommer paa Høide
med det største, han har skrevet. Noget lignende kan vel siges
at gjælde idethele om den Virksomhed for rent praktiske Formaal,
som i saa høi Grad optog hans Tid og Kræfter, og hvorom man i
Samtiden og siden saa ofte har ment og sagt, at den virkede til
at stanse og afbryde hans poetiske Udvikling, — at den var
Udskejelser fra den Vei, hvorpaa hans Digterkald viste ind. Den
var fordetmeste ikke det; vi maa heller opfatte den som en af
de naturlige og nødvendige Ytringsformer for hans poetiske
Genius. Vi møder rundt om i hans for Menigmand bestemte
Smaaskrifter og i Hærskaren af hans Avisartikler, som han øiensynlig
fordetmeste har revet af sig i en lynende Hast, Glimt af denne
Genius, — Vidnesbyrd om en digterisk Seer- og Fremstillerevne,
neppe mindre overbevisende end dem, vi møder i hans Vers.
Saaledes forstaaet, maa hans Ord: «Jeg var intet andet end Digter»
erkjendes at være fuldt sande: Digteren aabenbarer sig overalt i
hans Virke, maaske ikke mindst dér, hvor han selv slet ikke
tænkte eller lagde an paa at være det.
Wergelands poetiske Produktion i Ordets egentlige Forstand
tilhører, ifølge sin ydre Form, flere forskjellige Genres. Han har
forsøgt sig i lyrisk og episk Digtning og i Dramaet, baade det
komiske og det alvorlige. Denne Mangesidighed er dog mere
til-sjmeladende end virkelig. Hans Dramaer er fordetmeste lidet
dramatiske; hans episke Digte fyldestgjør kun i ringe Grad de
Fordringer, man pleier at stille til et Epos. Egentlig kan det
kaldes Lyrik altsammen, forsaavidt som det er de lyriske Partier
eller Elementer i disse Verker, som giver dem deres rette Værd
i vore Øine. Det er øiensynligt, at han har havt Evner, endog
meget fremragende Evner, i Retning af Menneskeskildring. Han
raadede over et rigt Lune; der var, for at bruge et
Carlyle’skUdtryk, en rigtig klar og klingende Latter i ham; hvad der «især
tiltrak i hans Omgang», var, ifølge Kameraters Vidnesbyrd, «hans
sjeldne Evne til at afvinde enhver Person og Gjenstand en
latterlig Side»; han pleiede at opsøge alskens Originaler og Raringer
og var, som hans Søster Camilla Collett fortæller, en sand
«Feinschmecker» i Hensyn herpaa. Men disse Evner kom aldrig til
noget rigtigt Gjennembrud i hans Digtning og vilde vel neppe have
kunnet naa frem til et saadant, endog om han havde levet
længere og i et for hans poetiske Udvikling gunstigere Milieu. Han
var idethele altfor subjektivt anlagt, altfor urolig til det; han
vilde ikke have kunnet paalægge sig den Selvbeherskelse, det
langsomt overveiende Arbeide, som Menneskeskildringen kræver.
Vi linder i hans Verker (særlig i de bedste af «Farcerne») mange,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
