Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
117.
tildels ypperlige Enkeltheder eller Materialier til en
Karakterskildring; men han er blevet staaende derved; han har ikke gaaet i
Dybden og ikke drevet det til at give nogen virkelig gjennemført
Karakter eller helstøbt Figur.
Som Naturskildrer naar han derimod paa sin Maade og ad sin
Vei op til de største Høider. Han havde til den ene Side det
primitive Menneskes Tilbøielighed og Evne til at
anthropomorfi-sere og til at anskue, — ganske umiddelbart og uden nogen
mellemkommende Refleksion, — enhver Naturgjenstand som besjælet,
d. v. s. levende det samme Liv, som Mennesket føler i sig selv, og
til den anden Side den moderne evolutionistiske Filosofs Overblik
over den indre Sammenhæng, Erkjendelse af, at Naturens Liv og
Menneskelivet bare er forskjellige Stadier paa den samme
fremadskridende Udviklings Vei. Han var paa én Gang fortrolig med
Naturen, saaledes som et Barn og somen Gransker er det. Ved denne
Forening af Egenskaber eller Synspunkter, som ligger saa langt
fra hinanden, er der stundom frembragt noget saa virkningsfuldt,
at det vist ikke har noget Sidestykke i vor Literatur. Wergelands
Naturskildringer er Lovsange over Naturens Herlighed, Hymner
til dens Pris, som synes inspirerede af en lignende religiøs
Henrykkelse og Tilbedelse som den, en virkelig Naturdyrker maa føie, — en,
for hvem Sol og Stjerner, Elve og Træer er virkelige Guddomme,
— og som paa samme Tid bærer Vidne om Digterens Frihed
ligeoverfor sit Stof og Herredømme over det. Det er saa godt, at
man ved at læse det glemmer alt æsthetisk Regelvæsen; man
spørger ikke efter, om der kanske hist og her er formeget af det
gode, eller om der ikke hist og her blandt de mange levende og
lysende Billeder findes et og andet dødt og hverdagsligt; man
føler, at disse Naturskildringer er selv som et Stykke Natur, og at
det vilde være ligesaa urimeligt at kritisere dem som at kritisere
Naturen.
IV.
I Wergelands Liv var den store Strid bare en Episode, som vel
har paavirket ham, men ikke sterkere eller anderledes, end at vi ved
en Betragtning af hans senere Forfatterskab kun sjelden bringes
til at tænke paa den. For Welhaven derimod var den selve
Udgangspunktet, hvoraf hans Personlighed fra først til sidst blev
præget, og som indvirkede betingende og bestemmende paa hele
hans følgende Virksomhed og Udvikling.
Han har selv udtalt en Erkjendelse heraf ved Slutten af sit
Liv. Han siger i Forordet til sine «Samlede Skrifter»: «Paa mit
Forfatterkaar har det i alle Henseender og vedvarende øvet Ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
