Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
Begeistringen var, ifølge hans Opfatning, «en Kime, som har sen
Vækst»; Øieblikkets Inspiration, det umiddelbare Indtryk virker
beaandende, befrugtende; ved denne Beaandelse bliver Emnet
grebet; men derefter maa det synke ned i Digterens Sjæl som i
en Frugtbund og hvile og modnes der som Sæden i Jorden;
Digteren maa være kommet til Ro og staa fri og fjern ligeoverfor,
hvad han har følt for at kunne skildre det; jo sterkere det
umiddelbare Indtryk har været, des mere nødvendigt er det, at det
gjennemgaar en «luttrende Tankeproces», og Begeistringen viser
just sin poetiske Ægthed derved, at den holder ud i denne
Proces, indtil Emnet er helt gjennemtrængt og behersket i alle sine
enkelte Dele af en klar, ordnende Tanke. Han havde Uret, endog
forfærdelig megen Uret, naar han vilde have alt dette opfattet
som almengyldige Regler, og naar han ud derfra fældte en
Fordømmelsesdom over den Wergeland’ske Poesi; men det var en
rigtig og træffende Karakteristik af Arbeidsvilkaarene for den
Digtertype, som han selv ifølge Anlæg og Opdragelse maatte
siges afgjort at tilhøre, og det maatte jo i væsentlige Henseender
være til Fremme af hans Udvikling, at han gjennem Striden blev
sig disse Vilkaar saa tidligt og saa klart bevidst. Han har
vistnok ved sin senere poetiske Produktion altfor meget havt for
Tanken det kritiske Modsætningsforhold, hvori han havde stillet
sig til Wergeland. Han er derved bleven bragt til at paalægge sig en
endnu snævrere Begrænsning end den, hans Evner krævede. Men
hvad hans Digtning har tabt i Omfang og Bigdom, har den
vundet i Fasthed og Inderlighed. Den vilde maaske, om ikke den
store Strid havde gaaet forud, være blevet mindre knap, mindre
ensformig; men saa har til Vederlag Striden vistnok havt sin Del i,
at hans Forfatterpersonlighed har faaet en saa mandig, sterkt
udpræget Karakter, og at der blandt hans Digte findes enkelte, om
hvilke det med Sandhed har kunnet siges, at de «sænker sig ned
paa Dybderne af vor Sjæl».1
Inden Welhavens poetiske Produktion er det især de til det
lyrisk-episke Genre hørende Digte, — Romanzerne, — som har
vundet Popularitet, og som maaske ogsaa har havt størst direkte
Retydning for vor senere literære Udvikling. Vi finder da ogsaa
i disse Romanzer de ypperste Prøver paa hans formelle Kunst,
hans Evne til fyndig og plastisk Gjengivelse af et enkelt Optrin.
Men for at lære at kjende det dybeste og eiendommeligste i hans
Væsen og Begavelse maa man gaa til hans lyriske Digtning i
Ordets snævrere Forstand, Han er som Digter først og fremst
Lyriker. Deri stemmer han overens med Wergeland, og tillige deri,
at Naturen spiller en saa fremtrædende Rolle i hans Lyrik. Men
1 Løchen, l. c., S. 80.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
