Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
119.
stiske end egentlig poetisk-skabende Anlæg, have været den rene
Fortabelse; han vilde ad den Vei være blevet, ikke en virkelig
Digter, men en færdig Versemager. Wergeland havde gjennem sin
frodige Fantasi og ifølge sin helt udadvendte Aandsretning et
overvældende rigt Stof at begynde med; Welhaven, hos hvem
Refleksionen var den dominerende Evne, begyndte saa at sige med
to tomme Hænder; han havde, ifølge sit eget Vidnesbyrd, «ikke
egentlig noget at sige», dengang han skrev Digte «med en i
Sandhed strømmende Produktion»; først «en dybere indre Erfaring
og den modnede Selvbevidsthed» gav ham et virkelig poetisk
Indhold tilligemed «Synet for hans Anlægs Grænser og for dets
rette Udviklingsformer». I denne Henseende har Striden med
Wergeland kunnet være ham til saa stor Hjælp, at den blev det
egentlige Gjennembrud for hans poetiske Evne. Den virkede til
at give ham den indre Erfaring, over hvilken han byggede sin
Digtning; den virkede til at klargjøre for ham de Grænser,
indenfor hvilke han alene kunde føie sig hjemme som Digter.
Ved den blev han drevet sterkt tilbage paa sig selv, — altfor
sterkt, kan man vel sige; men dette var dog i Hovedsagen for
ham den rette Vei: han maatte søge indover, altid længere
indover for at finde det Omraade, som passede bedst for hans
poetiske Evne. Det æsthetiske Program, han udviklede under Striden,
maa synes helt forfeilet, naar det bringes i Anvendelse paa
Wergeland, og det har vel ogsaa virket til at drage altfor knappe
og skarpt markerede Grænser for hans egen poetiske Produktion;
men for en Digterbegavelse af en saadan Art som hans kunde
der dog ligge en nyttig Forberedelse deri, at han begyndte med
Kritik og Theoretisering. Naar han blev Digter, var det dog først
og fremst hans kunstneriske Anlæg, som derigjennem kom til
Udfoldelse. Den langsomme Overveielse og omhyggelig kunstneriske
Udformning af Emnet, som vilde have slukket Ilden hos mere
spontane Digternaturer, tændte den just hos ham. Den
Digtning, hvori hans poetiske Evne klarest skulde kunne
aabenbare sig, maatte derfor just være en saadan, som han har
skildret den i disse Linjer:
ff Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Haand
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand»;
den maatte være en Frugt af, hvad han har kaldt «poetisk
Tænkning» eller af «en eiendommelig, af fantasirige Stemninger baaren
og betinget Tænkning». Talen om en «vedvarende Henrykkelse
og Indskydelse», hvorunder Digteren frembringer sit Verk, var i
hans Øine bare «Udtryk for en forældet, hykkelsk Fraseologi»;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
