Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Portrætter og Essays
mindre bestemt og bevidst til det af Welhaven opstillede
æsthetiske Program og blev paavirket af ham. Wergeland derimod
fandt Beundrere, men ingen Disciple eller Efterlignere. Endog
de af de yngre Forfattere, som tog hans Parti under Striden og
i Samtiden regnedes for hans literære Drabanter, vogtede sig
fordetmeste vel for at følge ham paa hans Digtnings Veie, i rigtig
Erkjendelse af, at der behøvedes en mægtigere Fantasi end deres
for ikke at bryde Halsen dér.
I disse Forhold indtraadte imidlertid snart Forandringer,
hvorved der skabtes et Milieu, som svarede bedre til Wergelands
poetiske og politiske Program og var mere tilgjængeligt for Impulser
af den fra ham udgaaede Aandsstrømning.
Den skandinaviske Bevægelse tabte sin Magt over Sindene,
idet den vedblev at kredse rundt i de samme uklare, opstyltede
Talemaader eller gled over i en svensk-norsk Helstatspolitik, som
laante dens Navn, men fornegtede dens Idé. Reaktionen mod
Norskhedsperiodens nationale og politiske Reisning naaede sit
Kulminationspunkt i den første Halvdel af 50-Aarene, under
Indflydelse af de mange Nederlag, som Frihedens og
Folkeselvstændighedens Sag led rundt om i Europa i disse Aar. Henimod
Slutten af 50-Aarene begyndte Strømmen at vende sig og atter at gaa
fremover. Den italienske Krig 1859 var en Seir for
Nationalitets-principet, og dermed indlededes en idethele vistnok lysere
Periode i europæisk Politik. Samtidig blev der sat Fart i norsk
Politik ved den store Unionskrise, som havde sin ydre
Foranledning i Statholdersagen. Man blev under denne Krise Vidne til,
at indflydelsesrige norske Mænd og Presseorganer og selve den
norske Regjering stillede sig til Tjeneste for et unionspolitisk
Program, som var opstillet fra svensk Side og alene kunde synes
akceptabelt fra svensk Synspunkt, medens det stred mod, hvad
norsk Nationalære og norsk Nationalselvstændighed maatte fordre.
Dette Syn virkede kraftigt til at vække af den politiske
Sløvhedstilstand, hvori den største Del af Publikum i lange Tider havde
levet. Man følte, at det var nødvendigt, til Retryggelse mod de
Farer, som aabenbarede sig heri, at Storthingets Magt og norsk
demokratisk Selvstyre blev udvidet og befæstet. En Række
indgribende Forfatningsreformer førtes saaledes frem paa
Dagsordenen. Man fik Partier istedetfor blotte Koterier og samledes om
almene Principer eller Idéer, ikke bare om rent-praktiske
Inter-esse-Spørgsmaal. Hvad Wergeland og hans politiske
Forbundsfælle Jonas Anton Hielm havde drømt om og arbeidet for uden
at naa længere end til de første usikre Omrids, blev nu
virkeliggjort: — et stort, fast organiseret national-liberalt Parti, mægtigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
