Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
125.
tidige Storhed. I Sammenhæng med denne Stemning vandt
Skandinavismen Indgang hos den akademiske Ungdom. Ogsaa dette
var en Seir for den af Welhaven repræsenterede, et Nederlag for
den af Wergeland repræsenterede Aandsretning. Ifølge Wergelands
Opfatning var Nationaliteten intet andet end en Kraft i den
almene Udviklings Tjeneste; dens Væsen var Fremgang; at arbeide
for Oplysning og politisk Frihed var i hans Tanke enstydigt med
at arbeide for national Selvstændighed. Ud fra dette Synspunkt
kunde han være enthusiastisk Norskhedsmand og enthusiastisk
Kosmopolit, uden at føie nogen Modsigelse deri; men Skandinavist
kunde han ikke blive. Han vilde, at Norge skulde staa i den
livligst mulige aandige Forbindelse med alle Verdens Folk, af
hvilke noget kunde læres, men lagde ikke nogen særlig Vegt paa
Forbindelsen med Danmark, hvorom han endog mente, at Norge
havde faaet mere end nok af den, og at den snarere maatte virke
til at føre bagover end fremover. Derimod svarede
Skandinavismen aldeles til Welhavens nationale Syn. For ham var det
Væsentlige i Nationaliteten ikke den fremadskridende Bevægelse, men
den engang vundne indre Sammenhæng, ikke Uroen, men
Harmonien. Han var opdraget i Forkjærlighed for det danske Væsen,
og Skandinavismen havde i Norge just sin St}rrke deri, at den
var Gjenoplivelse af de gamle, dybt rodfæstede Sympathier for
det fordums «Tvillingrige», hvem Norskhedsbevægelsens Bølger
havde for en Tid overskyllet, men ikke tilintetgjort. Han var
Romantiker ifølge sit æsthetiske Program, og Skandinavismen kunde
kaldes et Slags politisk Romantik, idet den byggede paa det
oprindelige (forhistoriske) Fællesskab mellem de nordiske Folk og
fremhævede de stillestaaende Elementer i disse Folks Nationalitet
paa Bekostning af de fremadskridende. Han optraadte da ogsaa
fra første Færd som en af den skandinaviske Bevægelses varmeste
Talsmænd og vandt som saadan megen Popularitet og Indflydelse
hos den akademiske Ungdom.
Der kom saaledes en Tid, da Welhaven indtog i flere
Henseender en afgjort Fører- og Forgrundsstilling inden det norske
Aandsliv. Imedens syntes det at blive mere og mere stille om
Wergelands Navn. Han kunde vel ikke blive glemt; hans
«Stjernebillede» vedblev vel at lyse ogsaa over den yngre Slegt «med alt
sit rige Under», men det skeede ligesom stadig mere og mere fra
det Fjerne; man vedblev vel i Regelen at se op til hans Digtning
som til noget Stort og Mægtigt, men tillige som noget én Gang for
alle afsluttet, — noget, som ikke kunde eller skulde fortsættes.
Welhaven kunde siges at have stiftet Skole, ikke Wergeland. De
fleste og mest fremragende af de yngre Forfattere (som Jørgen
Moe, Asbjørnsen, A. Munch, Camilla Collett) sluttede sig mere eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
