Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. S. Welhaven (1863)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Portrætter og Essays
en ganske anden end den, som raadede i Studentersamfundet,
hvis vilde Drikkelag afskrækkede de ældre og mere alvorlige
Akademici, men Forbundet var istand til at stille sig et høiere
Formaal end at befordre den selskabelige Glæde, ved at begynde
Udgivelsen af et literært og videnskabeligt Tidsskrift, som fik det
betegnende Navn «Vidar», og som redigeredes ved en af Forbundet
valgt Redaktion, i hvilken blandt andre Schweigaard, Munch,
Welhaven og Stang deltog. Dette Tidsskrift — det første i sit
Slags, som er udkommet i Norge — ophørte efter to Aars
Forløb; men det nød en overordentlig Anseelse, som det har bevaret
indtil vore Dage; det indeholder liere meget værdifulde
videnskabelige og kritiske Arbeider, og afgiver i det hele et talende
Vidnesbyrd om, at denne Skare af unge Mennesker havde sluttet
sig sammen i en alvorlig Tanke, og at de i Virkeligheden
«kæmpede for en Idé». Denne Idé var at danne en Modvegt mod det
Pøbelregimente, som raadede i Poesien og Literaturen, mod den
bornerede Selvgodhed, som beskjermede Ukrudtet, men truede
med at kvæle enhver god Spire indenfor sin kinesiske Mur — og
derved at forberede en sund og for Nationen frugtbar literær
Bestræbelse.
Med Forbundets Stiftelse og med Udgivelsen af «Vidar» var
Krigen erklæret, men den kom først til rigtigt Udbrud, da
Welhaven to Aar senere udgav sit satirisk-polemiske Digt «Norges
J)æmring». Dette Digt hører til det bedste, Welhaven har skrevet,
og, man kan trygt tilføie, til det bedste, den dansk-norske
Literatur har at opvise. Det er sprudlende vittigt, dets Vers
overordentlig elegante, og det hæver sig paa enkelte Steder til en lyrisk
Flugt, en Rigdom i Udtrykket og en slaaende Kraft i Billedet,
som er sjelden i enhver Literatur, og som var og uden Tvivl
endnu er uden Sidestykke i den norske. Men Digteren drog
tilfelts mod en Fiende, som dengang var overmægtig i hans
Fædreland, og som der hørte Ungdommens hele Begeistring og
uforfærdede Mod til at binde an med. Neppe var «Dæmringen»
udkommen, førend en i vor Literaturkreds eksempelløs Storm af
Forbitrelse brød løs. Kraftpatrioterne følte sig paa det dybeste
saarede i deres Følelse og skyndte sig med at give Dæmringens
bitre Satire den bedste Retfærdiggjørelse ved den raa og
pøbelagtige Maade, paa hvilken de gav deres Vrede Luft. Det regnede
ned med Avisartikler og Brochurer, i hvilke Welhaven
fremstilledes som en sort Forræder og hans Bog som det nedrigste, mest
oprørende Skandskrift. Selv sindige Mænd ytrede den Mening,
at han paa en vel hensynsløs Maade havde blottet sit Fædrelands
Brøst, og det kan maaske indrømmes, at han førte Krigen mod
den herskende Bornerthed og Selvgodhed med en Skarphed, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
