Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIL ERINDRING OM WELHAVEN.
Da jeg først lærte Welhaven at kjende, — i 1853 —, var han
allerede udover Livets Middellinje, — henved 46 Aar gammel, —
men maatte fremdeles siges at være en ualmindelig smuk Mand
Han var adskillig over Middelhøide, Figuren rank og slank,
Gangen rask og tilsyneladende spænstig, Gestikulationen livlig, saa
man risikerede at faa en Dask nu og da, naar man gik ved
Siden af ham og han kom i Affekt under sin Tale; —
Ansigtstrækkene regelmæssige og skarpt skaarne, Munden noget stor,
men velformet, tydende paa god Appetit og et livsglad Sind, med
svulmende røde Læber, sterke hvide Tænder (som han bevarede
til sin Dødsdag), — Øinene funklende med en ualmindelig sterk
Glans, — Ansigtsfarven overmaade frisk, ligefrem blomstrende,
— kanske idethele vel meget af Glans, af Farve, af det, der
kaldes animal spirits, men i ethvert Fald givende et samlet Indtryk
af stor Sundhed, Styrke, Ungdomsfriskhed.
Ved nærmere Iagttagelse kunde man dog ikke undgaa at blive
opmerksom paa, at det var noget vist unaturlig stramt og
anspændt over hans ydre Personlighed. Han holdt sig saa rank,
at det gjorde Indtryk af Stivhed. Hans Gang havde noget
parade-mæssigt ved sig, som om han gik i Panser og Plade eller havde
en Rustning under sine Klæder. Han lod sig ikke nøie med
Øi-nenes naturlige Glans og hvasse Udtryk under de skarpt tegnede
Rryn; men han brugte dem paa et eget Sæt, spilede dem op og
stirrede fremfor sig, som om han stadig havde en Modstander
for sig, hvem det gjaldt at fiksere og imponere. Hans Røst var
klar og velklingende; han behøvede aldeles ikke nogen forceret
Rrug af den for at gjøre sig forstaaelig eller give sine Ord den
tilbørlige Vegt; men han pleiede alligevel jevnlig, ogsaa i den
daglige Tale, at hæve den, saa den fik en anstrengt, unaturlig høi
Klang, som om det var ham magtpaaliggende at overdøve og slaa
ned enhver Tanke paa Indvending eller Debat. Han havde lagt
sig til en Manér med at harke og snøfte, som om han arbeidede
sig frem i en uren Luft, eller som om der stadigt var noget om
ham, der indgjød ham en Følelse af Ubehag og Utaalmodighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
