Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Portrætter og Essays
Kortsagt: man flk straks ved at se ham og høre ham tale et
afgjort Indtryk af, at man havde for sig en Stridens Mand, hvis
Personlighed var bleven præget af, at han havde staaet eller troet
at staa i et polemisk Forhold til det Samfund, hvori han levede,
— at han havde opfattet det som sit Livs Vilkaar at være stadig
en garde, øve stadig Kritik, være stadig paafærde med
Lugekniven, for at ikke Ugræsset skulde vokse ham over Hovedet.
Han har selv i Forordet til sine «Samlede Skrifter» talt om
den sterke vedvarende Indflydelse, det øvede paa hans
Forfatter-kaar, at han «begyndte Banen med Fejde og Kritik», og Ordene
falder saa, at de nærmest maa opfattes som en Klage. Han blev
«revet ind i Fegtningen halvt modstræbende», — «inden han
endnu var rigtig vaabenklædt». Det lykkedes ham herved at naa
frem med ét Slag til en iøinefaldende betydningsfuld Position i
Folkets Aandsliv; han flk en Førerrolle og blev en af dem, til
hvis Fane man svor, og hvis Løsen man fulgte; men udentvivl
blev denne Herlighed, idetringeste for endel, kjøbt paa
Bekostning af hans senere Udvikling, som vilde have faaet et friere Løb,
en mere harmonisk Karakter, saafremt hans literære Debut ikke
havde været en saa udpræget krigersk.
Det maa vistnok medgives, at Welhavens Prosastil ofte, —
kanske gjennemgaaende, — har noget forunderlig stivt og
tvungent ved sig. Man støder paa Pragtsteder nu og da, — Udtryk,
hvis Fvnd og Kraft vidner om Forfatterens store stilistiske Evne;
men saa stivner det ligesom til igjen; Foredraget strømmer ikke
jevnt og frit, men er ligesom ophakket, bevæger sig gjennem
tungvindte, skruede Overgange fra det ene Epigram til det andet.
Man tage t. Eks. for sig Afhandlinger «Om norske
Presseanlig-gender» (Samll. skr. II) eller «Om det norske Selskab Opposition
mod Ewald» (Samll. skr. VIII); man vil ikke kunne negte, at det
falder tungt at arbeide sig gjennem dem, og man faar et bestemt
Indtryk af, at Læseren vilde have havt det ulige lettere og
behageligere, om Forfatteren ikke havde gjort sig saamegen Umage.
Man føler, at han har lagt et stort Arbeide paa at fordærve sit
eget Verk, at han har strævet haardt med at faa det, han havde
at sige, saaledes koncentreret og kvintessentieret, at det meste af
Saften og Kraften deri er kommet bort. Det har gaaet ham som
en Taler, eier bliver hæs og trættende, fordi han har sat i med
altfor høi Bøst og siden ikke vil sænke Stemmen. Han har
paalagt sig en urimelig Tvang og er bleven knortet og kunstlet, idet
han har været altfor bange for at blive dagligdags eller
ukunstnerisk bred.
I Welhavens poetiske Stil gjør disse Mangler sig ikke paa
langt nær saa meget gjældende, fordi Versformen tilsteder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
