Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Portrætter og Essays
naar han maatte vide, at han derved saarede og krænkede dem,
han holdt af, som t. Eks. da han engang kom ind til en af sine
Venner og fandt ham og hans nærmeste samlede i andægtig
kjærlighedsfuld Beskuelse af et Par nys modtagne
Familieportræter og saa brød løs med de Ord: Hvad i al Verden er dog
dette for et Dyrskue! Han havde mange Venner i Danmark•
han færdedes oftere og i længere Tid dernede og likte sig idethele
vistnok langt bedre der end hjemme og var vel derfor ogsaa
dernede gjennemgaaende mindre krigersk stemt; alligevel har
jeg hørt Danske, der omtalte ham med den største Velvilje og
Beundring og udbredte sig over hans Aandfuldhed og øvrige
glimrende Egenskaber, føie til: Men saa er han nu med alt det
forfærdelig norsk, — d. v. s. haardhændet, voldsom, kantet. Han,
som herhjemme gjaldt for den store Fører i Kampen mod den
nationale Baahed, kunde af Danske opfattes som en noksaa typisk
Bepræsentant for denne selvsamme Baahed.
Det kan synes en underlig eller endog urimelig Paastand, at
naar Welhaven i det selskabelige Liv saa ofte optraadte paa en
udæskende, voldsom og hensynsløs aggressiv Maade, skulde det for
endel skrive sig fra en vis Skyhed eller Undseelse, der laa til
hans Væsen. Men saa forholdt det sig nok alligevel. Han har
selv ofte fortalt mig, at han aldrig havde kunnet faa Bugt med
denne Skyhed, at han altid følte sig ængstelig tilmode og ligesom
maatte tage sig sammen, gjøre Vold paa sig, for at banke paa
eller aabne Døren, naar han skulde ind i et Selskab, endog hvor
han var vis paa kun at træffe gode Kjendinger. Dette var nu
noget han egentlig aldeles ikke havde behøvet at skamme sig ved,
og i ethvert Fald vilde det jo have været bedst, at han havde
optraadt i Overensstemmelse med sin Natur og ikke forsøgt paa
at give sig et helt andet, helt modsat Udseende. Men saa var
det nu hans polemiske Bolle og Stilling i Samfundet, hans By
som den store Stridens Mand. Han maatte altsaa fremfor alt ikke
vise sig svag eller give nogen Blottelse. Af ham ventede man
altid noget blændende og flængende. Og i Følelsen heraf tvang
han sin Natur, gik af Frygt for at synes undselig og tilbageholden
til den modsatte Yderlighed, brød ind som et Stormveir og
dækkede sin Forknytteise bag en forceret Høirøstethed.
Skjønt man inden det «gode Selskab» i Kristiania taalte meget
af ham, som man ikke vilde have taalt af nogen anden, og skjønt
han paa en Maade havde Frisprog, kom det dog derhen, at han
ved sin Arrogance og skaanselløse Kritik fjernede de fleste af
sine gamle Venner fra sig. Da jeg lærte ham at kjende, førte
han allerede en temmelig isoleret Tilværelse. Han, der var saa
selskabelig anlagt, levede meget tilbagetrukket og sad mest hjemme»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
