Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Erindring om Welhaven
145
Samtalen, i det mundtlige Foredrag, fordi han ikke søgte
saameget efter dem, men lod staa til med, hvad der faldt ham ind i
Farten, og gav sin Fantasi og sit Lune nogenledes frie Tøiler.
Endda tror jeg, at man ogsaa, ved at iagttage ham i den
private Samtale, — selv naar han slåp sig mest løs og følte sig
friest, — selv i den engeste, fortroligste Kreds, — maatte blive
opmerksom paa en vis Tilbøielighed hos ham til at give sine Ord
epigrammatisk Tilspidsning og indtage stramme Fegterstillinger,
der mindede om, hvor sterkt hans krigerske Debut, hans
Kampliv havde præget ham. Det kunde være overordentlig interessant
at høre ham udbrede sig over æsthetiske, literære, politiske eller
nationale Spørgsmaal; det var vist sjeldent, at man jo ikke fik
høre noget slaaende eller pikant; men man fik ogsaa et Indtryk
af, at han altfor meget styrede løs just paa den Ting at komme
med Slagord, at han altfor meget lagde an paa at give sin Mening
eller Opfatning en projektilagtig hvas og sammentrængt Form,
med Tilsidesættelse af Hensynet til Billighed og alsidig Drøftelse.
Hans Udviklinger kunde være glimrende; men det var ofte ligesom
noget stakaandet ved dem, noget afstyttet i Tanken. Han skyndte
sig med at havne i et eller andet Epigram, en eller anden fyndig,
klingende Kraftsats, der satte et stort Punktum og stængte af for
en videre fortsat Diskussion. Man fik et Indtryk af, at han havde
omgivet sig til alle Sider med slige Epigrammer eller Kraftsatser
som et Slags Bastioner, hvorfra han kunde gjøre Udfald, og
indenfor hvilke han kunde føie sig tryg mod fiendtlige Angreb, men
som ogsaa hindrede ham i det frie Udsyn og hemmede ham i
hans aandige Vækst. Han holdt helst Enetaler, lod ikke gjerne
andre komme tilorde, viste liden Taalmodighed eller
Resignation, hvor det gjaldt at følge andres, fra hans afvigende
Tankegang. Indvendinger syntes han mere at opfatte som Udæskning
til Kamp end som Invitation til Undersøgelse, og i denne Kamp
blev han for det meste med Lethed Seirherre, idet han ved sin
Stemmes Klang og sin sterkt opøvede Evne i at sige kaustisk-svidende
Ting overvældede, afvæbnede sin Modpart eller skræmte ham
fra at fortsætte, hvorved han rigtignok ogsaa berøvede sig selv det
Udbytte, som en rolig indgaaende Diskussion kunde have bragt.
Det er bekjendt, at han gjennem lange Tider indtog en
ubestridt Herskerstilling inden en, om ikke talrig, saa dog mægtig
Fraktion af Folket. «Intelligensen» levede paa hans Slagord og
Sarkasmer og svor ved hans Navn. Men han synes altid at have
været mere frygtet end elsket ogsaa inden Kredsen af dem, der
sluttede sig til ham, og hvis Idol han var. Han var i høi Grad
uvøren med sin Mund, og der er mange Historier om,
hvorledes han ikke betænkte sig paa at slænge ud sine Indfald, selv
10— Sars: Samlede Verker IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
