Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Portrætter og Essays
ingen, der har paastaaet, at der findes intet Spor af Genialitet
hos Wergeland. Allerede i mine tidligste Ytringer om ham har
jeg ydet hans poetiske Natur den skyldige Tribut:
Dog faldt saamangt et Lyn forbi dit Øie
o. s. v.
––— Hvor ofte skal man lade dette Proklama trykke,
for at faa det fuldkommen anerkjendt?» I hans senere Liv, efterat
den egentlige Stridsperiode var forbi, hændte det ogsaa nu og da,
at han i en mundtlig Samtale udtalte sin Anerkjendelse af eller
Beundring for Wergelands Geni, stundom endog i noksaa sterke
Udtryk. Vinje fortæller (Skrifter, IV. 43): «Eg saag Welhaven
eigong, daa eg rødde om Wergelands «et nordisk herresæde»,
slaa henderne ende yver hovudet sit og segja, eg trur det var
med eit ord af boston: det er grandissimo.» Jeg har selv hørt
lignende Ytringer af ham: engang der var samlet et lidet Selskab
hos ham og en af de Tilstedeværende udbredte sig i den i de
Kredse gjængse Stil over Wergeland som den blotte Raahedens
Apostel, den blotte Skribler og Sprog- og Smagsfordærver, tog
han tilorde og sagde med et sterkt Udtryk af Utaalmodighed:
«Hold op med det der! Det gaar dog ikke an at tale om
Wergeland paa den Maade; han var vel et Uhyre; men lad os ikke
glemme, at han var et Uhv’re ogsaa i Hensyn paa Geni.» Men
for det første fremkom nu disse Ytringer af Anerkjendelse saa
sjelden, og dernæst var det, som om han skyndte sig bort fra dem,
— som om han næsten angrede paa dem eller opfattede dem som
en Svaghed, et uvilkaarligt Udbrud af en Følelse, han ikke rigtig
vilde eller turde vedkjende sig. Wergeland var et Geni, en
genialpoetisk Natur, — gudbevares! men, naar det var sagt, skulde man
ogsaa være færdig med den Ting; det skulde bare være et
«Proklama», som man ikke havde at tage videre Hensyn til under den
kritiske Diskussion, — et Slags juridisk Reservation, affattet i den
knappest mulige Form, for at Kritikeren derefter saameget tryggere
og uden at behøve at opholde sig ved «Lynene» eller
«Manna-kornene» kunde udbrede sig over de «poetiske Dødssynder»,
Pletterne, Smagløshederne, Bruddene paa «alle Regler for Skjønhed
og sund Tænkning» o. s. v. «Denne Vise om Henrik Wergeland,»
heder det i Stykket «Om norske Presseanliggender», «er af dem,
der ikke have nogen Ende! Naar man har prøvet hans
Digterværd efter alle de Forhold, der ere optænkelige i Poesi og Kunst,
kommer der dog til Slutning en og spørger: ville I da nægte, at
han har en stor Digteraand?» — som om ikke Geni, poetisk
Genialitet er selv et af disse «optænkelige Forhold» og netop det
allervigtigste, hvorefter de øvrige «Forhold» maa lempes en og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
