Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Erindring om Welhaven
151
anden Gang, naar de ikke kan bringes til at passe sammen paa
anden Maade. «En stor Digteraand, men en slet Digter», — dette
er Welhavens haanende Tilraab til sine Modstandere, men det
vender sig aabenbart mod ham selv. Han erkjender, at
Wergeland har Geni, poetisk Genialitet, at der er Lyn, Mannakorn o. s.
v., og han forfegter alligevel den Paastand, at den hele
werge-landske Produktion er en eneste stor Vildfarelse, en Udvækst paa
Literaturen, noget fordærveligt, som man har at holde sig fra
Livet og søge at faa kritisk konfiskeret, for at hævde
«Digtekunstens Kydskhed og Renhed,» — som om Geniet ikke havde anden
Betydning end at gjøre Feilene saameget større, Synderne
saameget mere utilgivelige. Endog ligeoverfor Digtene fra
Wergelands sidste Levetid, der fordetmeste er saa klare og
formfuldendte, saa frie for de ældre Digters Overlæsselse og aandeløst
jagende Uro, medens Fantasien stadig har den samme høie Flugt,
— indtog han den samme steilt afvisende Holdning. For os, der
lever nu, paa en saavidt stor historisk Afstand fra denne
Kamptid med dens ved de snævre Forhold til det yderste opdrevne
fanatiske Ensidighed, maa det synes noget vidunderligt, at en
Mand som Welhaven, selv en genial poetisk Natur, med den
skabende Evnes Trang til fri Rørelse, kunde optræde som en saa
ubønhørlig stiv Forfegter af disse velsignede «Regler for
Skjønhed og sund Tænkning», disse Skoledoktriner om hvordan en
Ode eller et lyrisk Digt rettelig skal lages. Og vi forstaar, hvilkenTvang,
hvilket poetisk Selvplageri han har maattet paalægge sig, hvorledes
han har maattet forsnævre og forhærde sig, for at kunne med god
Samvittighed blive staaende ved et sligt Forhold ligeoverfor en
Digtning som den wergelandske, der, hvor lidet den nu end
idethele svarer til de for en Natur som Welhaven nærmest liggende
Idealer eller Mønstre, dog iethvertfald indeholder saameget,
hvorom ingen nu vil negle, at det har uforgjængelig Skjønhed
og maa gribe enhver, for hvem Poesi ikke er en lukket Bog.
Engang jeg var hos Welhaven i hans sidste Sygdomsperiode
og Talen kom paa Andreas Munch, om hvem der netop da blev
skrevet endel i Aviserne, sagde han: «Her tales og skrives
saameget om Munch, og der klages over, at han ikke finder den
fortjente Paaskjønnelse, og saa har vi en Digter blandt os, en
virkelig stor Digter, som ingen taler om.» Ja — hvem er saa det?
«Det er Ivar Aasen, — hør her!» Og saa læste han op i sterk
Bevægelse, saa han blev bleg og Stemmen ystede, «Dei gamle
fjell i syningom» etc.–«Se, det er et Digt! Men saa er det
ogsaa et Sprog at digte i. Den, som havde kunnet være Digter i
et sligt Sprog!»–-«Ja, nu maa du ikke tro, at jeg er
blevet Maalstræver,» lagde han hurtig til. Nei — gudbevares —, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
