Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Portrætter og Essays
var fuldkommen tilfreds med, hvad jeg havde hørt. Jeg var ikke
saa urimelig, at jeg forestillede mig, at Welhaven skulde kunne
slutte sig til Maalsagen eller engang følge den med Sympathi.
Naturer som hans, — saa udpræget æsthetisk og artistisk anlagt,
— gaar nødig med paa, hvad der truer med gjennemgribende
Forrykkelser af den engang etablerede Orden. Men jeg kunde paa
den anden Side ikke undlade at tænke paa, hvorledes han i
tidligere Dage overhovedet ikke vilde give sig af med Maalet og
hvad dertil hørte, ikke vilde se nærmere paa det, — hvorledes
han havde vist det paa Forhaand og ubetinget fra sig som noget
stygt og urent, omtalt det, uden at kjende det, som et raat,
ilde-klingende Almuejargon, affærdiget det altsammen med nogle
Slængeord om Skindfæld og Myseost o. s. v. Dette var nu engang et
parti pris, som hans Ungdoms polemiske Stilling ligeoverfor de
forcerede Norskhedsbestræbelser havde paalagt ham; han havde
til denne Kant som til saamange andre befæstet sig saa sterkt, at
han næsten sad som en Fange inden sine egne Skanser. Om saa
ikke havde været Tilfælde, vilde han have kunnet gjøre den
Opdagelse, at Ivar Aasen har skrevet ypperlige Digte, og at
Folkesproget er malmfuldt og rigt og bekvemt til poetisk Brug, længe
før, og den vilde have kunnet være ham en Kilde til Nydelse og
til Næring for hans Aand og vilde have kunnet give ham et lysere,
mere fortrøstningsfuldt Syn paa sine Omgivelser.
Det maa da udentvivl erkjendes, at, naar det øvede en saa
indgribende og vedvarende Indflydelse paa Welhavens Forfatterkaar,
at han begyndte sin Bane med Feide og Kritik, saa var dette i
mange og væsentlige Henseender en Ulykke. Det kastede mørke
og lange Skygger henover hans Liv, førte ham ind i en med hans
Natur lidet overensstemmende bitter Pessimisme og stængte af for
Kilder, hvorfra hans Aandsudvikling og poetiske Produktion kunde
have hentet Næring, saa den havde faaet mere Rigdom, større
Vidde.
Paa den anden Side gav det vistnok ogsaa et Vederlag i den
Koncentration, den Mandighed og det strenge ethiske Alvor, der
prægede hans Væsen. Han havde deri et Fortrin fremfor de
fremragende samtidige danske Digtere, med hvem det kan ligge nær
at sammenligne ham, t. Eks. Christian Winther. (Jeg havde oftere
Leilighed til at se disse to sammen og lærte dem begge at kjende
saavidt nøie personlig, at jeg maatte komme til at jevnføre dem
med hinanden.) Winther, som førte en saa idyllisk indfredet
Tilværelse, som udviklede sig i et i rent æsthetisk Henseende saa
ulige gunstigere Milieu, — i et Samfund, hvor Aandslivet væsentlig
dreiede sig, ikke om Politik, som i Norge, men om Kunst og Poesi,
— som altid saa sig omgivet af et velvillig anerkjendende, forstaael-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
