Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab
10.’}
at være den modne Alders Fortrin, — denne Kombination af den
freidige Ungdomsfriskhed, Daadstrang, Fyrighed, Spænstighed i
Fantasien paa den ene Side og det videste Overblik, de trygt
grundfæstede Overbevisningers Sjælefred paa den anden Side,
der er enestaaende i vor Literatur, og hvortil der vistnok heller
ikke findes mange Sidestykker i Verdensliteraturen, — saa
henvises vi, som næsten altid, hvor det gjælder at forklare det store,
det usedvanlige, til en Samvirken af en eiendommelig personlig
Begavelse og af Milieu’et, hvori denne Begavelse bliver stillet, —
de Forhold og Omstændigheder, hvorunder den bliver opdraget og
udviklet. Vi henvises til Forholdet mellem Henrik Wergeland og
hans Fader. Det er bekjendt, at denne med megen Iver og Omhu
tog sig af Sønnens Opdragelse, og at han øvede en stor, i
væsentlige Henseender afgjort bestemmende Indflydelse paa ham. Han
troede meget tidlig at have opdaget Sønnens overordentlige Evner
og opfattede det øiensynlig som en Mission at virke til, at disse
Evner maatte faa udfolde sig saa frit og sterkt som muligt; han
beundrede hans Geni, forgudede ham næsten, som det heder, og
forsvarte ham som en Løve, — ofte med virkelig Dygtighed og
overlegen Indsigt, — ligeoverfor de offentlige Angreb, der rettedes
mod hans Person og Forfatterskab. Til Vederlag saa Sønnen, saa
uregjerlig og ubændig som han ellers var, altid med uforanderlig
dyb Bespekt op til sin Fader. «En af de mest udprægede
Egenskaber hos Henrik,» fortæller Søsteren Camilla Collett, «var en
barnlig, aldeles kritikløs Ærbødighed for Fader, der ytrede sig i
hans hele Optræden mod ham. Hvordan det var blevet mellem
dem, havde ikke denne været, ved jeg ikke. Om Fader talte aldrig
saa strenge Ord, taug han og ofte med et bønligt Blik som en
overbevist Skolegut. Han tog sine Skjænd, underkastede sig
sønlig fromt, for næste Gang at handle, — akkurat som Henrik
handlede.» — I Modsætning til Sønnen, hvis herskende Evne var en
vældig Fantasi, og som mest tænkte i Billeder, var gamle
Wergeland et systematisk Hoved, et Befleksionsmenneske med afgjort
filosofiske Anlæg og Tilbøieligheder. Han havde megen Læsning,
særlig i Oplysningstidens Literatur; han var en udpræget
Batio-nalist, en afgjort, entliusiastisk Tilhænger af Oplysningstidens
Friheds-, Fremskridts- og Humanitets-Idéer eller Idealer, og han
holdt urokkelig fast ved disse Idéer gjennem hele sit Liv, medens
han dog tillige fulgte den nyere Tids Aandsbevægelser med et
opmerksomt Øie. — Vi ved, at Oplysningstidens filosofiske Idéer
spillede en overordentlig stor, væsentlig indgribende Bolle ved
Norges politiske og nationale Gjenfødelse, — at man, ved at se
Norges Land og Folk i Lys af dem, opdagede, saa at sige, baade
Landets og Folkets «Herlighed», og at disse Opdagelser virkede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
