Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab
10.’}
saa stormende, hæsblæsende Jag fra Billede til Billede, at et
hvil-ketsomhelst, selv det mest dagligdagse Emne kan bringe hans
Aand til at foretage Himmelfarter, fra Klode til Klode; intet Under,
at han havde en saa utaalmodig brændende Hast i alt, hvad han
foretog sig, og at han foretog sig saameget, — at han hele sit Liv
igjennem var saa utrættelig virksom, saa optaget af at arbeide og
agitere i de forskjelligste Retninger. Der var for ham ingen
Uvisheder eller Betænkeligheder; Idealerne var givne, det gjaldt bare
at faa dem realiseret; Maalene og Veiene var ikke til at tage feil
af; det gjaldt bare at skynde sig for at komme frem saa snart som
muligt.
Eftersom Wergelands Filosofi, hans Verdens- og
Historieopfatning ikke fremgik af nogen selvstændig dybere Granskning eller
Refleksion, men var ham saa at sige medfødt, indgivet ham
gjennem de Forhold, hvorunder han voksede op og blev til Mand,
kan man vide, at den ikke er original i Ordets vanlige Betydning.
Dens Styrke og Eiendommelighed ligger ikke deri, at den bringer
nyt Tankestof, men i Maaden, hvorpaa gamle eller andetsteds fra
kjendte Tanker er blevne tilegnede og sammenføjede til et Hele, saa
der af Abstraktionerne er spiret ud anskuelige Billeder, levende
Poesi.
Paa den anden Side er det, — efter hvad der allerede er anført
i det foregaaende om Wergelands Udviklingsgang, og efter hvad
der er oplyst af flere Forfattere, som i den senere Tid har
skrevet om ham (særlig Skavlan), — en fuldstændig Vildfarelse, naar
man engang mente, at hans Verdens- og Historieopfatning
betegner et i den europæiske Tankebevægelse længe forud tilbagelagt
og helt tilbagelagt Standpunkt, og at han, ved at hylde den, skulde
vise sig at være en «Efternøler» endog i Forhold til sin egen Tid.
Man gjenkjendte i «Skabelsen, Mennesket og Messias» (eller i
Wergelands andre Skrifter, t. Eks. hans Afhandlinger: «Hvi skrider
Menneskeheden saa langsomt fremad?» og «Historiens Resultat»)
det attende Aarhundredes «flade» Rationalisme, Deisme,
Fornuftreligion, Dydsbegeistring, de Rousseau’ske «Utopier», hans
Para-dismythe, Lovprisning af Naturtilstanden o. s. v., — og dermed
troede man at have Tingen paa det rene: Forholdet var altsaa,
at «det attende Aarhundredes Idéer, efter andetsteds at have
udspillet sin Rolle, i Norge fik fat i et umodent og forfløient ungt
Menneske og forledede hans ufuldstændige Kundskaber og løse
Tænkning til at sætte et Misfoster («Skabelsen, Mennesket og
Messias») ind i Verden» (Orla Lehmann, Norge 1836 og 1865); — at
Wergeland var «Jean Jacques Rousseau’s sidste Discipel, — en
Sildefødning af den store naturalistiske Aandsretning i sidste
Halvdel af forrige Aarhundrede, som altsaa har behøvet 50 Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
