Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Portrætter og Essays
e. Unionsperioden og Dansketiden) kun som den uægte Lodning,
som vi bryde væk for at hele de ægte Led» — synes en
Gjentagelse i Prosa af, hvad Welhaven siger paa Vers i «Dæmringen»,
naar han henvender til Bonden «den høie Sagas Varselsord»: «Hvad
Norge var, det maa han engang vorde, paa Land, paa Bølge og i
Folkerang.» Men bag denne tilsyneladende Overensstemmelse laa
en Divergens eller rettere en Modsætning, som traadte frem med
al ønskelig Tydelighed i begges Forhold til det nationale og
politiske Arbeide i Samtiden.
Welhaven saa i Bonden den rigtig national-norske Mand, men
dette nationale var for ham noget væsentlig givet og
uforanderligt, «en Skat fra bedre Tider,» en «Bust», der i bedste Fald
«holder sig med Tiderne», en Samling af Kuriositeter, brugbare Stolfer
for kunstnerisk Behandling. Fra dette Synspunkt maatte Bonden
helst vedblive at være, hvad han var; lagde han af sig Kvitkuften og
med den gammel Overtro, blev han oplyst, politisk interesseret,
ophørte han at være interessant. Welhaven stillede sig i afgjort
Opposition til den politiske Bondevægelse i 30-Aarene, og han
stod uden Forstaaelse eller Deltagelse ligeoverfor det wergelandske
Arbeide med at udbrede Almenoplysning. I Wergelands Øine var
denne rent æsthetiske Opfatning af det Nationale en
Vederstyggelighed, som han oftere omtaler med Uvilje; saaledes siger han
etsteds:1 «Begeistringen for Valdersens eller Hardangerens
Enfoldighed og Nationaldragt bliver let, om den ikke gjør sig Bede for
sig selv, til al Illiberalitetens Begeistring for Uvidenhed og
gammeldags Barbari hos Bønderne. Den tror sig maaske patriotisk
og liberal; men i denne Nedladenhed er en høist ubeføiet
Stolthed, som næsten altid i Nedladenhed; og det er intet
modbydeligere til end at se en aristokratisk Laps klappe en af disse
forsømte Landsmænd paa Skulderen uden at bemerke, at den
Ærbødighed, han vil lægge for Dagen for disse Fædrenes Seder og
Former, hverken i sit Indre eller Ydre er forskjellig fra den
blandede Følelse af Behag, hvormed han ser en Bjørn eller en
Elg fra Østerdalen. Hertil er dog disse Landsmænd for gode.
Agtelse for det Simple og Naturlige er en Dyd; men gaar den indtil at
blive Begeistring for det Enfoldige og Uvidende, da kan Ufrisindet
ikke komme synderlig længere.» Wergeland saa i Nationaliteten mere
en Kraft end et færdigt Produkt; Folkets aandige og materielle
Frem-adskridning, Udviklingen og Udfoldelsen af alle dets Evner og
Kræfter var for ham den store nationale Sag; Folkelivets Antikviteter:
— gammel Overtro, gamle Traditioner, nationale Dragter og Skikke,
— interesserede vel ogsaa ham levende, men ikke saaledes, at
han for deres Skyld vilde ofre noget Fremskridt, endog det rin-
1 I en Artikel «Om Maadehold i Dyd» fra 1833.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
