Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab
10.’}
uendelig Fjernhed — at det aldrig vil kunne opnaaes, men at det
paa den anden Side heller ikke i Længden vil kunne forfeiles.
Han taler her om «den endeløse Bane mod Fuldkommenheden» —
om den Humanisering, som «Naturen har gjort til
Menneskehedens Hovedopgave» — at «den er løst for en Del og derved ogsaa
Maaden at løse den funden af alle», saa «Haabet om en evig
fortskridende Forædling af Menneskeslegten ligesaalidt er et Bedrag,
som at vi er et godt Stykke paa Veien».
Et Vidnesbyrd om, at Henrik Wergeland, trods sin Paradismythe
og sit Tusindaarsrige, stod den moderne Evolutionisme meget
nær, og at han ifølge sit historiske Svn maa regnes til Samtidens
mest fremskredne Aander, finder jeg i Maaden, hvorpaa han
opfattede Nationaliteten og det nationale Væsen, særlig i Hensyn
paa norsk Historie og de Opgaver, denne stillede i national
Henseende.
Rousseau’s Henvisning til Folkets dybereliggende Lag’
ligeoverfor den paa Høiderne raadende overraffinerede og kunstlede
Civilisation, hans Lære om, at Landbefolkningen, Bondeklassen er
et Folks sande Kjerne, syntes ingensteds at kunne passe bedre
eller at maatte finde en villigere Indgang end i Norge, hvor
Bonden ifølge sin urgamle, ubrudte Frihed og Eiendomsret svarte
saa godt til Forestillingerne om en «ægte Naturens Søn», og hvor
Bondeklassen desuden ved sit Sprog, sine Seder og Skikke saa
tydelig repræsenterede Sagaoldet, Norges Storheds- og
Velmagts-Periode, mens Byerne var tilblevne eller havde faaet sit Præg i
en Tidsalder, fra hvilken Nationalfølelsen vendte sig bort med
Harme eller Modbydelighed. «Bondeforgudelsen» — Stoltheden over
Landsmandskabet med den frie Odelsbonde, Glæden over den
Fortidsarv og de Fremtidsvilkaar, Norge eiede i sin frie
Bondestand — var da ogsaa, som før nævnt, fra først af et af
Hovedfermenterne i den ved Oplysningsfilosofien vakte norske
Nationalbevægelse og vedblev at være det ogsaa i den følgende Tid —
ogsaa ved det nye Gjennembrud i Julirevolutionens Tidsrum.
Wergeland og Welhaven syntes i denne Henseende at indtage
ganske det samme Standpunkt. Wergelands Ord: «Der — imellem
Fjeldene — er Folket sig selv. Der bor Israel, men Fremmede og
Filistere i Askalon og Gaza paa Kysten» — svarer ganske til, hvad
Welhaven siger i «Dæmringen», naar han taler om at søge den
norske Stammes Værd og Hæder hist og her langs Fjeldets Sider,
hvor der findes «en Skat fra bedre Tider, en Rest af Sagaoldets
prude Sæder, en ædel Rust, der holder sig med Tiderne» — og
Wergelands Ord i hans Tale «til Forfædrenes Minde» (1834): «Vort
Norge og Fortidens (d. e. Sagatidens) Norge synes som to afbrudte
Halvringe, der passe paa det nøieste sammen; Mellemalderen (d.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
