Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168 Portrætter og Essays
lige Fællesskab med Danmark havde en saa absolut og ensidig
Karakter, at den øiensynlig indeslutter en Tendens til Afsondring,
ligeoverfor den øvrige Verden; og Skandinavismen var intet andet
end politisk Romantik: den byggede paa Urfællesskabet mellem
de skandinaviske Folk, hvoraf fulgte, at den maatte føre til en
skandinavisk-nordisk Eksklusivitet, værre og mere inkurabel end
den norske, danske eller svenske; den satte Racen, det givne,
uforanderlige op mod Nationaliteten, det bevægelige,
fremadskridende, sig udviklende, og vilde have Hensynet til den sidste
underordnet Hensynet til den første, hvorved det var givet, at
den i sine Konsekvenser maatte have ført til Stagnation eller
Reaktion paa alle Omraader. Skandinavisternes Opfatning af den af
en naturlig Udviklingsproces fremgaaede nationale Differentiering
i Norden som en «Spaltning» i «sygnende Skud» har Wergeland
paa Forhaand tilbagevist ved de rammende Ord (i Afhandlingen
om norsk Sprogreformation fra 1835): «Forgrening er ikke
Adskillelse, men Frugtbarhed og Rodstyrke.»
Den engang gjængse Forestilling og Fremstilling: at Welhaven
og hans Venner repræsenterede en friere, videre Horisont i national
Henseende end Wergeland, — at deres Program og Mission var
at opretholde Forbindelsen med det almeneuropæiske Aandsliv
ligeoverfor Wergelands Isolationsstræv eller «kinesiske
Afspær-ringssystem», — er altsaa saa langt fra at være rigtig, at man
kommer Sandheden nærmere ved at paastaa det modsatte. Hartvig
Lassen, som i sin Rog om Wergeland har stillet sig den Opgave
at korrigere denne Fremstilling og rehabilitere Wergeland
ligeoverfor den skandinaviske Romantiks Miskjendelse, staar dog selv
altfor meget paa et skandivisk-romantisk Standpunkt til at yde
ham fuld Retfærdighed i denne Henseende eller til at fremstille
i det rette Lys Forholdet mellem hans og hans Modstanderes
Opfatning af Nationalitetens Væsen. Det heder i Lassens Bogt
om Wergelands Syn for det Nationale, at det «saa genialt som
det er, ogsaa er meget ensidigt»–«Der er to Momenter i
Nationernes Liv, for hvilke han er blind: Det ene er det, som vi
vel maa kalde det Mysteriøse, det Eiendommelige nemlig, der er
Folkeslagene indgivet fra Begyndelsen, og som er uafhængigt af
naturlige og historiske Forhold; Tanken om, at der skulde findes
noget saadant Uforklarligt, der altid, efterat alle andre Momenter
er gjort gjældende, bliver tilbage som en uopløselig Brøkdel,
vilde han, om den nogensinde var falden ham ind, sikkerlig have
vist fra sig, ligesom han raabte «bort» til det Mysteriøse i
Kristendommen. Det andet Moment er Nationalitetens uendelige
Nuancering og Inderliggjørelse gjennem Folkets historiske Liv. Ogsaa
1 2 Udg. S. 72 75.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
