Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Portrætter og Essays
ling i Opinionen paalagde ham, og om sin levende Interesse for
de lavere Folkeklassers Vel. Schweigaard tog Leilighed heraf til
at tage ham under Behandling, idet han i længere Tid og med
al den Haan, han kunde lægge i sin Stemme og sine Udtryk
(og det var ikke lidet), udbredte sig over det løierlige i, at
Personer, hvis Storhed var saa aldeles ubekjendt, vilde tale om sin
Stilling til Opinionen, det upassende i at holde Lovtaler over sig
selv og give sig selv Attester for varm Interesse for sine
Medmenneskers Vel o. s. v.
Forsaavidt det har været Schweigaards Tanke at intimidere
den unge Mand, som ved sin første Indtræden i det offentlige
Liv saa resolut havde taget sin Plads yderst ude paa venstre
Fløi, forregnede han sig aldeles. Sverdrup tilbageviste, uden at
lade sig forknytte, med stor Kjækhed de mod ham rettede
Angreb. Man maatte allerede ved hans Debut faa et Indtryk af, at
han ikke blot var fyldt af Formler, men ogsaa af en kraftig Vilje
og et ubetvingeligt Mod. — Imidlertid vedblev Milieuet gjennem
lange Tider at være ham afgjort ugunstigt. Han fik en haard
Stand at staa i, endnu meget værre paa Thingene 1854 og 1857
end paa Thinget 1851. Disse Storthing var de første, hvis
Forhandlinger jeg havde Leilighed til at følge paa nærmere Hold, og jeg
mindes, hvor ensomt han syntes at staa der med sine Meninger
og sin Maade at debattere paa, — sin franskskaarne Rhetorik og
sine brede Almensatser, — hvor underlig fremmed hans Røst lød
blandt de andres. Jeg mindes, at man paa Galleriet og i Salen
saa paa hinanden med et Smil, naar en af Sverdrups staselige
Sætninger blev ligesom skaaret midt over af et af Schweigaards
bekjendte Hark. Man opfattede disse Hark som en Kritik, et
Udtryk af Vammelhed over Frasemageriet, og man sympathiserede
dermed. Man gottede sig, naar der, efterat Sverdrup havde talt
paa sin sedvanlige ildfulde Maade om «Folkeviljen»,
«Folkemeningen» o. s. v., kom en Bøtte koldt Vand fra Schweigaard:
«Aa ja, der gives somme, som altid ved saa inderlig god Besked
om, hvad de Hundrede Tusinder udover Landet mener;
gid de Godtfolk vilde holde sig til, hvad de selv mener!» I
Thingsalen og udenfor, hos den toneangivende Del af det store
Publikum syntes Opinionen og Smagen at gaa afgjort i denne
rent praktisk-materialistiske Betning. Vinje, som var en
kamæle-ontisk_Natur, hvis Farve skiftede efter Omgivelserne, skrev i denne
Tid haanende om «desse tokutte hovudtanker», — nei! de
«kvasse smaaspursmaal», — dem er det, det gjælder at faa Tag i;
og’om al politisk Strid mente han, at den i Grunden er en «strid
om gullet eller, om ein heller vil, om maten.»
Nu er det vistnok sandt, at de store «hovudtanker», særlig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
