Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sverdrup
189
stille Ideer eller idéelle Retninger i Partiformaalenes Tjeneste,
og han var, ifølge sin Fortid og sit Standpunkt som de politiske
Dogmers og Formlers Mand, mere end nogen anden skikket til
at være den, i hvem de forskjellige Fraktioner af Partiet saa
repræsenteret, hvad der knyttede dem sammen — fra hvem de
ventede at modtage og var villige til at modtage det fælles
Løsen.
Jo flere der saaledes samledes om hans Fane, jo mere han
kunde føie sig som Foregangsmanden for et sterkt og stadig
fremadskridende Reformparti, jo større hans Ansvar blev, — des mere
voksede han personlig. Et lykkeligt Liv, har Goethe sagt, er en
Ungdomstanke realiseret af den modne Alder. I denne Forstand
var Sverdrup en lykkelig Mand. Han opnaaede i sin kraftigste
Manddomsalder en Stilling, hvortil alt hans forudgaaende Arbeide
havde sigtet, og hvori han kunde udfolde al sin Evne, hele sit
Væsen. Følelsen af denne Lykke inspirerede ham da ogsaa og
ansporede ham, saa han helt og holdent gik op i sin Rolle som
offentlig Mand.
Enhver, som har kjendt eller hørt Sverdrup, vil mindes den
ganske særlige Emfase, hvormed han altid nævnte «Storthinget»,
— «denne Sal», «denne Forsamling»; hvad der foregik,
forhandledes i «denne Sal», var for ham øiensynlig saa omtrent enstydigt
med selve Nationens Liv; «Storthingets Opgave», sagde han ved
en Leilighed (Talen for aarlige Storthing 1869), «er det norske
Folks Opgave — dets høieste Opgave»; «Storthingets Hverv er at
bygge Landets Fremtid» o. s. v. Man gjenkjender i disse og lignende
Udtalelser Specialistens Bornerthed og Tilbøielighed til at
overvurdere sit Fag, som om det indeslutter alt, hvad der er værdt
at leve og arbeide for. Men Begrænsning pleier jo at være et
Vilkaar for Mesterskabet, og om Sverdrup gjaldt det ialfald
ganske sikkert, at hans Begavelse var af en saadan Art, at han alene
ved en streng Koncentration af sine Evner kunde naa frem til
noget stort eller beundringsværdigt. Men derved naaede han da
ogsaa frem til det.
En Mand, hvis Fag er Politik, — som ser i Politiken sit Kald,
sin Livsopgave: det var dengang endnu hos os noget saa
used-vanligt, at man opfattede det næsten som grænsende op til det
uanstændige, det dadelværdige. Man havde endnu en slig Sky for
Offentligheden, at den, som vilde gjælde for en rigtig god Borger,
en sand Hædersmand, maatte se til at holde sig mest muligt inden
Privatlivets Sfære. Forsaavidt han tog Del i det offentlige Liv,
maatte det ialfald bare være leilighedsvis og under et Pres af
tvingende ydre Omstændigheder. Storthingshvervet skulde op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
