Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
Portrætter og Essays
fattes som en Byrde — en hæderlig, hædrende Byrde — men en
Byrde, som man paatog sig ikke af Lyst, men af Pligt, omtrent
som den Ting at være Ligningsmand eller Overformynder eller
Medlem af en Fattigkommission. At melde sig selv til Hvervet,
at arbeide for sit Valg, at vedstaa aabenlyst sit Ønske om at blive
valgt: det var noget, som vakte almindelig Indignation, og
hvorved Blufærdigheden følte sig saaret. Den, som optraadte saaledes,
kunde mistænkes for at lægge an paa at blive Politiker ex
pro-fesso, hvilket gjaldt som enstydigt med at blive, hvad man kaldte
«Levebrødspolitiker», d. v. s. noget omtrent i Lighed med Fanter
og Omstreifere og andre slige Samfundets Parasiter.
Dette Skjældsord «Levebrødspolitiker» blev nok, tror jeg,
opfundet med særligt Hensyn paa Sverdrup, og det ansaaes for saa
godt og virkningsfuldt, at det gjennem en lang Aarrække blev
stadig væk slængt efter ham i Begjeringspartiets Organer. Naar
det nuomstunder nævnes, kan det alene være til hans Hæder.
Det minder om, at han var den første, som vovede afgjort at
bryde med en hos os herskende Fordom, en herskende
Bede-mandsstil eller «ccint» i Hensyn paa Opfatningen af det offentlige
Livs Krav og Vilkaar — den første, som ikke vilde lade sig nøie
med at være Dilettant i Politiken, med stillede sig det Maal at
blive Mester og satte alt ind paa at naa det. Hvis han levede af
Politiken, saa levede han ogsaa for den, og det er det, som er
værdt at mindes. Han viste det paa en Maade, som ingen kunde
miskjende, da han under Storthingssessionen i 1881 blev rammet
af et betænkeligt Sygdomstilfælde og hans Læge, som troede, at
Sygdommen var en Hjernelidelse, erklærede ham, at han maatte
frasige sig sin Præsidentstilling, hvis han vilde frelse sit Liv: han
lod sig ikke skræmme; han vilde heller dø end forlade sin
Post midt under Kampen. Samme Sommer reiste han for
Helbredens Skyld til et tysk Bad. Ved hans Afreise havde en stor
Skare samlet sig udenfor Jernbanegaarden for at tage Afsked med
ham. Jeg glemmer ikke Synet af ham ved denne Leilighed, og
jeg tænker, at ingen af dem, som var tilstede, vil kunne glemme
det. Han saa aldeles ud som en Mand, hvem Døden har
merket: Ansigtet yderlig udtæret, Huden stramt spændt ud over de
markerede Træk, Farven voksagtig gulbleg, men alligevel med
den kjendte kjække Holdning af Hovedet og et Udtryk af
Viljefasthed og Herredømme over sig selv, som svarede til Indholdet
af de faa Ord, han henvendte til det forsamlede Publikum: han
vilde komme tilbage for at fortsætte sit Verk. — Jeg forestiller
mig, at enhver, som havde Leilighed til at iagttage ham i denne
Tid, da han stod paa Høiden af sin Magt og sin Evne — endog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
