Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Portrætter og Essays
ning af alt, hvad han lod trykke, maatte have givet et Menneske
med almindelig Arbeidskraft mere end nok at bestille.
Ikke mindre merkværdig end Omfanget af Munchs
Forfatterskab var, som bekjendt, dets Mangesidighed. Man har fra hans
Haand Skolebøger, Lære- og Læsebøger, korte populære
historiske Fremstillinger, vidtløftige videnskabelige Verker, Udgaver og
Oversættelser af Sagaer eller andre historiske Kildeskrifter,
Biografier, Reiseskildringer, Landkarter over det gamle og nye Norge,
Avisartikler vedkommende Politik, Literatur eller andre
Dags-spørgsmaal; hans strengt-videnskabelige Virksomhed gik i
sproghistorisk, grammatisk, historisk-kritisk, historisk-geografisk,
tekstkritisk, ethnografisk, runologisk, mythologisk, arkæologisk Retning,
og paa alle disse Omraader har han frembragt noget betydeligt,
værdifuldt, tildels endog epokegjørende eller banebrydende
Arbeider. Den store Spredning svarede saa godt til Omfanget af hans
Evner, at den ikke for hans Vedkommende førte til
Overfladiskhed og Dilettantisme, som den pleier at gjøre. Om han havde
begrænset sig til et enkelt Fag, vilde hans Begavelse ikke have
kunnet komme til sin fulde Bet; noget af det mest karakteristiske
ved hans Aand var netop dens overordentlige Smidighed og
Bøie-lighed, dens hurtige Opfatning og Tilegnelsesevne, virtuosmæssige
Flinkhed og Færdighed i at finde sig tilrette og greie alskens
Vanskeligheder, og disse Egenskaber krævede en bred Plads for
at gjøre sig gjældende. Paa den anden Side efterlader en
Betragtning af hans Forfatterskab neppe nogen Tvil om, at han bredte
sig altfor meget, — at han ved de Forhold, hvorunder han levede,
blev fristet til at give sig ikast med Opgaver, som ikke laa rigtig
for ham, trods al hans Mangesidighed, — at hans Kræfter i mange
Tilfælde og i vid Udstrækning blev brugte paa en Maade, der
næsten maa karakteriseres som et Misbrug, og hvorved Virtuosen,
den flinke og behændige Haandverker i ham gjorde sig
gjældende paa Bekostning af hans høiere, mere centrale Evner. —
Welhaven sagde om Schweigaard, at han var en ædel Araber,
der spændte sig for Arbeidskjærren af Hensyn til sin fattige Moders,
sit Lands Nød og Armodsdom. Det er vakkert sagt, og udentvil
ogsaa forsaavidt træffende, som Schweigaard ganske vist i en
usedvanlig Grad var et Pligtmenneske, altid villig til at «kaste af»,
hvad han evnede, — oin det end var noksaa meget, — «i de
nærmeste Krav», — om de end i sig selv var noksaa smaa og
hverdagslige. Men forsaavidt der i disse Ord skulde ligge den
Mening, at Schweigaard af sin Natur og Tilbøielighed var henvist
til at være Videnskabsmanden, Tænkeren, og at det var et tungt,
smertefuldt Offer, han bragte paa Fædrelandets Alter, naar han
i det meste af sit Liv viede sine Kræfter til den praktiske Livs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
