Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. Munch.
205
gjerning, til Bankadministration, Brændevinslovgivning,Toldtariffer
o. s. v., — da er det udentvil et væsentligt Feilsyn. Vinje har
snarere Bet, naar han siger om Schweigaard, at han «saag ikke
ut til at hava fleire Idealer, enn han kunde gjennemføra»; han
«var ikke poetisk i vanleg Meining, idet han baade var for stor
og for liten til at vera det»; der var intet «tragisk» ved ham. Nei
ganske vist! tvertom — der er vel ingen af vore offentlige
Personligheder, om hvem det kan siges med saa stor Bet som om
ham, at han var en lykkelig Mand, — lykkelig derved, at han
fandt for sig et Milieu, der passede for ham, og slige Opgaver,
der lod hans Evner komme til sin fulde Bet. Da han i 1857 blev
anmodet om at deltage sammen med sine Kolleger ved
Universitetet i Dannelsen af et Videnskabsselskab, gav han et afslaaende
Svar og motiverede sit x\fslag med de Ord, at han betragtede sin
videnskabelige Bane som afsluttet. Man kunde mene, at dette
bare v.ar et Paaskud; men Schweigaard var en saa ærlig Mand,
at Ordene vistnok maa forstaaes efter Bogstaven. Han har
virkelig betragtet sin videnskabelige Bane som afsluttet, paa en Tid,
da han endnu stod paa Høiden af sin Mandskraft og i sin gamle
Stilling som Universitetslærer. Dette vilde aldrig have kunnet
blive Tilfælde, saafremt han ifølge sin Begavelse havde været
væsentlig kaldet til at være Videnskabsmand. Han var først og
fremst den «korrekte» Mand, — korrekt i sit Liv, korrekt i sin
Tænkning; — hans herskende Evne var en ubestikkelig skarp og
sikker Forstand, — i Sambaand dermed stod hans udprægede
Virkelighedssans og hans ligesaa udprægede Aversion ikke blot
mod Frasemageri og forloren Ordbram, men mod alt, hvad der
ikke kunde udtrykkes præcist, alt dunkelt og ubestemt, — medens
han synes at have havt lidet eller intet af skabende Fantasi eller
af den higende Uro og umættelige Nysgjerrighed, der pleier at
følge med det store videnskabelige Kald, og hvorefter den fødte
Videnskabsmand snarere føler sig hendraget til end frastødt af
det hemmelighedsfuldt dunkle. Han var, i Overensstemmelse med
disse naturlige Anlæg, en usedvanlig tidlig moden Mand, tidlig
afgjæret og afsluttet i sin Udvikling, indtog allerede som ganske
ung et fast, til alle Sider skarpt bestemt og begrænset Standpunkt.
Ud fra dette Standpunkt var det, han reformerede det juridiske
Studium ved vort Universitet, — saavidt jeg har forstaaet,
udelukkende i negativ-kritisk Betning, ved at feie ud endel forloren
Videnskabelighed, endel forældet, taaget Metafysik, men uden at
engang forsøge paa at lægge Studiet over paa en ny, mere
virkelig videnskabelig Grund. Og derefter maatte det offentlige Liv,
Lovgivning og Administration netop blive de Omraader, hvortil
han følte sig sterkest hendraget, og som passede bedst med hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
