Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. Munch.
223
saa deri en af Nordmændenes nationale Herligheder, at de havde
bevaret dette Stamsprog saa meget længere og bedre end
Svenskerne og Danskerne, hos hvem det tidlig skulde være blevet
forvansket ved Blanding og Berøring med fremmede Nationaliteter.
Men i de lingvistiske Arbeider, han udgav i Firti-Aarene, særlig
den i 1846 offentliggjorte Afhandling «Sproghistorisk Undersøgelse
om det ældste fællesnordiske Sprogs Udseende og Forsøg til at
bestemme den olddanske og oldsvenske Mundarts normale
Ortho-grafi, Grammatik og rette Forhold til Norrøna-Mundarten» og den
i 1849 udkomne Bog: «Forn-svenskans och forn-norskans
Språk-bygnad», har han gjort helt andre Synsmaader gjældende og banet
Vei for den Opfatning af det skandinaviske Nordens
sproghistoriske Forhold i Oldtiden og Middelalderen, som nu er den
gjældende. Han er den første, som med afgjørende eller gode Grunde
har eftervist, at Edda- og Saga-Litteraturens Sprog ikke er
oldnordisk, men særlig norsk-islandsk, ikke det fælles-skandinaviske
Stam- eller Bodsprog, men en Gren af samme, sideordnet olddansk
og oldsvensk — at den olddanske og den oldsvenske Mundart i
flere Henseender endog staar det fælles Stamsprog nærmere end
den norsk-islandske, at de altsaa i sproglig Henseende rangerer
lige med denne og er blevne uretmæssig tilsidesatte og oversete
fordi de ikke, som Norsk-islandsken, har en rig Litteratur at
opvise.
Han synes fra først af at have været tilbøielig til med Keyser
(og de samtidige danske og svenske Lærde) at føre Eddakvadene
tilbage til en fjern, langt forud for den historiske Tid liggende
Periode, og at opfatte de i dem besungne Myther som en Slags Arv
fra Stammernes Urtid — Bester af en Slags oprindelig
Aands-berlighed. Men det undgik ikke hans Blik ved en fortsat
Granskning, at der i de gamle Kvad findes Steder, som tyder paa kristelig
eller anden fremmed Paavirkning. Han henledede Opmerksom.
heden paa enkelte af disse Steder og udtalte, at her var et Spor,
som maatte følges videre, hvilket da ogsaa, som vi alle ved, siden
er skeet, og det med et saadant Resultat, at de engang alment
raadende Forestillinger om Eddakvadenes og Eddamythologiens høie
Ælde og oprindelige egte-nordiske eller egte-germanske Karakter
er blevet uigjenkaldelig veltet overende. Det gik op for ham, at
en lignende Forgrening som den, han havde paavist paa det
sproglige Omraade mellem oldnorsk, oldsvensk og olddansk, ogsaa
nødvendigvis maa have fundet Sted paa Mythernes og Sagnenes
Omraade, hvoraf følger, at de i den ældre og yngre Edda
fremstillede Myther i den Form, de her har faaet, alene tilhører
Nordmændene eller den norsk-islandske Gren af Stammen, og at de,
forsaavidt de overhovedet har været kjendt hos den danske og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
