Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson 8. December 1832—8. December 1902 (I.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Portrætter og Essays
lægges til hans Digtning, forat man skal faa et fuldtud rigtigt
Indtryk af hans Evners Fylde og Rigdom, men heller drages fra,
saa at Mandens aandelige Dimensioner kan blive nogenledes
overskuelige og menneskerimelige.
Endog om man følger dette Eksempel og indskrænker sig til
at betragte Bjørnson som bare Digter, bliver det et Billede,
som i Hensyn paa Vidde og Bigdom ikke har noget Sidestykke i
vor Litteratur. Han har havt flere Strenge paa sin Harpe end
nogen anden af vore Digtere. Hans Digtning er lyrisk, episk,
dramatisk, og paa ethvert af disse Omraader har man naaet op
til de høieste Høider, som er blevne naaede i vor Litteratur. Han
har kunnet henvende sig med en lige indtrængende Styrke til
alle Aldere og til Mennesker i de forskjelligste Livsstillinger og
paa de forskjelligste Oplysningstrin. I hans Digtning finder
Barnet og den modne Mand, Arbeideren og Granskeren i lige Grad
Trøst eller Opmuntring, noget som øger Livsmodet og beliver
og befrugter Fantasien og Tanken. Den har gjennemløbet hele
Skalaen af poetiske Emner, fra de enkleste til de mest
sammensatte, fra Vuggevisen og Barnereglen til Oratoriet med dets
mægtige Orgelklang, fra Idyllen, som lader os leve med det enfoldige,
stilfærdige Liv i en Afdal borte fra Verdens Larm, til den
moderne Samfunds- og Menneskeskildring, som kaster Poesiens Lys
over Tidens sociale, religiøse eller filosofiske Problemer eller
tvinger os til at tænke over dem. Den har paa én Gang den mest
klingende Latter og den dybeste Pathos. I det samme Verk føres
vi, som hos Shakespeare, fra Scener, som sprudler af Lune, og
har et’ næsten farceagtig feiende lystigt Liv, til andre, som ryster
os lige ind i Sjælens inderste Grund ved sit Alvor og sin
mægtige Lidenskab. Den Bog, hvormed Bjørnson brød igjennem som
Digter, betegner tillige et Gjennembrud i norsk Aandsliv idethele.
Saa liden den er af Omfang, staar den og vil den altid staa som
en af de store Milepæle i den norske Litteraturs Historie. Den
er i sin Art et Mesterverk som faa andre, uopnaaet og
uopnaae-ligt, — klassisk fuldendt, helstøbt harmonisk som et Kunstverk
alene kan blive, naar det fremgaar af, bygger paa en lang og
forudgaaende Udvikling og paa samme Tid bringer noget helt
nyt. «Synnøve Solbakken» var og virkede paa Samtiden som en
Opdagelse, idet den skildrede det samtidige norske Bondeliv i
Sagaens Lys. Den knyttede et nvt Baand mellem det nye Norge
og det gamle og ydede derved en uvurderlig Hjælp til
Nationalselvstændighedens Gjenreisning. Norsk Skjønlitteratur havde
dengang længe ført en hensygnende Tilværelse og syntes nærved at
dø ud; man havde fordetmeste slaaet sig tiltaals ved den Tanke,
at Poesiens Tid ugjenkaldelig var forbi, idetringeste her i Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
