Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Portrætter og Essays
havde sin Hird, som svor ved hans Navn og fulgte ham i tykt og
tyndt. Enhver, som oftere saaes i hans Selskab, eller som var
med paa noget af hans Foretagender, risikerede at blive regnet
til denne Hird eller at gjælde som et af Nullerne til det
Bjørn-son’ske Tal. Dette var en af Grundene til, at jeg ikke vilde være
med paa den af Bjørnson arrangerede Demonstration mod
Engagement af flere danske Skuespillere ved Kristiania Theater (6te Mai
1856). Jeg havde nu andre Grunde ogsaa: jeg havde hørt
Welhavens haanende Ord om norsk Skuespillerkunst og troede paa dem.
Men en af mine Grunde og kanske den kraftigst virkende var
virkelig, — jeg tilstaar det, — at jeg vilde nytte Ledigheden til at
vise, at jeg ikke lod mig kommandere af Bjørnson, at jeg ikke
hørte til hans Drabanter eller Mamelukker, eller hvad det nu var,
man kaldte dem. Jeg omtalte naturligvis ikke den under mine
Diskussioner med Bjørnson om Sagen; men han skjønte nok, hvor
dan det hang sammen; for han sagde engang bagefter til mig i
en triumferende Tone: Det nyttede dig ikke; du bliver nævnt
blandt Piberne. Det forholdt sig virkelig saa; jeg flk vide det fra
andre Kanter — til min store Ærgrelse.
Alverden ved nu, at Bjørnson er en meget myndig Mand og
har et meget bydende Væsen. Dette kom allerede sterkt frem i
hans unge Dage; han viste sig allerede da som en født
Herskernatur. Han havde alskens Planer og Projekter; snart var det en
Fattiggut, som skulde hjælpes frem, snart en Avis, som skulde
startes, eller et Valg, som skulde sættes igjennem o. s. v., og han
disponerede meget ugenert over sine Venner eller Kamerater til
at faa udført, hvad han havde foresat sig. Han agerede som et
Slags Forsyn for os, ståk ud for os vore respektive
Fremtidsba-ner, anviste os de Arbeider eller Opgaver, som passede for os
o. s. v. Derved kunde det selvfølgelig ikke undgaaes, at han kom
til at træde paa en eller anden Ligtorn eller støde an mod en
eller anden kjær Indbildning. Jeg mindes, at han engang i et af
vore første Bekjendtskabsaar kom til mig og fandt mig læsende
i Humboldts «Kosmos»: «Der er din Vei,» sagde han, «du skal
være en af de hvide Prester, udenfor Dagens Strid.» Dette
opfattede jeg næsten, som om han vilde have mig spærret ind i
livsvarigt Fængsel, — saalidet svarede det til mine daværende Ønsker
og Meninger; forsaavidt jeg dengang havde noget Livsmaal, var
det snarest at blive Journalist eller sligt noget, hvorved jeg kunde
komme rigtig midt op i Tummelen. Men jeg har siden mere og
mere maattet erkjende, at Bjørnson ialfald forsaavidt havde Ret,
som jeg af Naturen aldeles ikke er udrustet til at være
Krigsmand.
Idethele tror jeg, at alle de, hvem han har søgt at retlede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
