Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
251
eller vise Vei, eller i hvis Livsførelse han har søgt at gribe ind
med Raad eller Daad (og deres Tal er vist meget stort), vil
erkjende (forsaavidt de da er nogenledes rimelige Mennesker), at
det altid var velment og oftest ogsaa rigtigt i sig selv, d. v. s.
vidnende om et sundt og sikkert Instinkt og et skarpt psykologisk
Blik, saa Feilen, om der var nogen, oftest bare var den, at Tanken
ikke blev saa godt udført, som den var god i sig selv, idet han i
sin Iver gik for bus paa, var altfor haardhændt, altfor tilbøielig
til at behandle sine med fri Vilje begavede Medmennesker, som
om de var Brikker i hans sterke Haand. Det skarpest
fremtrædende Træk i mine Erindringer om hans Forhold til Kamerater
og Venner helt fra de første Ungdomsdage af og fremover er just
dette, at han stadig lagde an paa at drive dem frem til Arbeide
og faa gjort noget nyttigt og betydeligt, om muligt noget stort ud
af dem allesammen. Hvor han troede at skimte en slumrende
Evne, der skulde den vækkes; hvor han anede en Mulighed, tog
han utaalmodig fat og drev paa for at faa den omsat til
Virkelighed. Denne sin Virksomhed som Fødselshjælper for andres Evner
har han, eftersom han blev ældre, udvidet til stedse videre Kredse,
saa den nu er kjendt af Gud og hvermand. Den har indbragt
ham adskillig Spot, skjønt det skulde synes, som om alle maatte
erkjende dette som et af de store Træk i hans Personlighed, et
af Vidnesbyrdene om, hvor egte en Fører- og Høvdingenatur han
er. Han har ofte feilet i sin Dom over andres Evner, men altid
saa, at han har dømt for gunstig om dem, seet dem gjennem sin
Fantasis Forstørrelsesglas, at han har været for rundhaandet i sin
Bos, for sangvinsk i sine Forhaabninger om Vedkommendes
Fremtid. Aldrig har han pruttet paa sin Anerkjendelse, hvor der viste
sig noget anerkjendelsesværdigt, eller lagt an paa at faa reduceret
den Bos, som blev andre tildel, endog dem, som skulde gjælde for
at være hans Medbeilere. Jeg har aldrig kjendt noget Menneske,
som i den Grad har været fri for Jalousi, eller som saa godt har
forstaaet at holde sig enhver smaalig og ængstelig Mandjævning
fra Livet. Han har været den utrættelige Sædemand i vort
Aandsliv; han har stadig lagt an paa at faa det til at spire og vokse
rundt om sig, og det synes aldrig at have faldt ham ind, at
Veksten kunde blive saa frodig, at den kom til at skygge for ham
eller vokse ham over Hovedet. Hans Selvfølelse har været for
tryg og for velgrundet til det.
Blandt de Særegenheder ved Bjørnsons Væsen og Personlighed,
hvorved han, efter min Erindring, skilte sig mest ud fra sine
Omgivelser i Ungdomsdagene og stillede sig i den skarpeste Opposition
til den dengang i Hovedstaden raadende Aand og Tone, er vel
kanske denne den mest fremtrædende: hans udpræget positive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
