Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Portrætter og Essays
Aandsretning", hans Optimisme, hans Villighed til at anerkjende,
hans Evne og Trang til at skabe Liv og faa det til at trives og
vokse rundt 0111 sig. Tonen i Kristiania-Societeten og inden de
akademiske Kredse var dengang til det yderste negativ, kritisk,
skeptisk. Heine var den mest yndede Digter, ialfald den, som
øvede størst Indfh’delse, og hvad man især satte Pris paa i hans
Digtning, var det kaustisk-svidende, Spotten og Ironiseringen. Det
afgjørende Ord i vore hjemlige litterære og kunstneriske
Anliggender førte dengang fremfor nogen anden Welhaven, som var
bleven bitter, nedsænket i et dybt Mismod, yderlig pessimistisk
ligeoverfor vort nationale Stræv, samlende nu og da sin Kraft i
Epigrammer, hvoraf der stod Skræk eller Kulde. Henrik Ibsen
siger i Fortalen til 2den Udgave af «Gildet paa Solhaug»: «Ogsaa
havde den datidige (o: Tiden fra 1850 til omkring 1860) norske
Hovedstadskritik en særegen Eiendommelighed, hvis Udspring jeg
længe ikke kunde blive klog paa. Vore Kritikere pleiede nemlig,
hver Gang en begyndende Forfatter udgav en Bog eller fik et lidet
Theaterstykke opført, at geraade i en ustyrlig Vrede og at gebærde
sig, som om der gjennem Bogens Udgivelse eller Stykkets
Opførelse var tilføiet dem selv og de Aviser, de skrev i, en blodig
Fornærmelse.» Denne Skildring er neppe overdreven. Og som
Tonen var i Aviskritiken, saadan var den ogsaa i den Kritik, som
øvedes i Klubber og private Selskaber. Det gik ud paa at rakke
og rive ned mest muligt. Man gjaldt for at være saameget mere
overlegen, jo mere skaanselsløs man var i sine Domme og jo
flinkere til at finde Feil eller til at vride og vrænge paa Tingen,
saa den kunde blive en passende Gjenstand for Haan og Løier.
Man søgte at forsterke Virkningen af de flængende og svidende
Ord ved at give sit Ansigt mest muligt Udtryk af Grættenhed eller
haanlig Foragt. Man harkede som Schweigaard og snøftede som
Welhaven. Man havde nu engang slaaet det fast, at Tiden var
blevet prosaisk, — at det ialfald var en Taabelighed at haabe paa
nogen selvstændig Blomstring af Aandslivet i dette fattige
Afkrogs-land, og man blev øiensynlig ærgerlig, følte sig forstyrret i sin
lovlige Ro, naar nogen ved Ord eller Gjerning søgte at rokke
herved, saa man kanske blev nødt til at gjøre Regnestykket om igjen.
Denne kritisk-skeptiske Stemning var saa almindelig og sterkt
raadende, at endog Naturer, som syntes mest afgjort lagt an i en
modsat Retning, grebes af den eller søgte at affinde sig med den
paa bedste Maade. Den godslige, gemytlige Botten-Hansen blev
noget af en Ragekniv, for ikke aldeles at forspilde sin Kredit som
Kritiker. Vinje slog ind paa en Optimisme, som egentlig bare
var en anden, mindre kjedelig Form af den raadende Pessimisme,
— noget i Stil med det kjendte: «Eg e like gla eg, sa guten, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
