Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
269
Jeg skal pege paa nogle af de Forhold, hvori Forklaringen
efter min Mening maa søges.
Norsk Nationalfølelse blev efter en langvarig Dvaletilstand
vakt til fornyet Liv ved Oplysningstidens filosofiske og politiske
Idéer. Da Folket i 1814 blev løst fra sit Forpligtelsesforhold til
det danske Kongehus og greb Ledigheden til at tage sin Skjæbne
i egen Haand og give sig en nv Forfatning, blev denne ogsaa,
i Overensstemmelse hermed, helt og holdent bygget paa disse
Idéer eller hvad man har kaldt Principerne af 1789. Den unge
norske Ståt blev saaledes fra første Færd stillet i det nøieste
Forbund med den moderne europæiske Frihedsaand. Men
Principerne af 1789 troede man fremdeles at gjenfinde i Norges
politiske Forfatning i Sagatiden; man forestillede sig, at det var
i dem, at Sagatidens historiske Liv havde sin rette Hovedkilde.
Reisningen af det nye Norge blev opfattet (og det ikke saa
aldeles uden Grund) som en Gjenreisning af det gamle, om hvis
Kraft og Herlighed man nærede de allerhøieste Begreber. Man
saa langt tilbage og langt frem; Norge syntes paa én Gang noget
meget gammelt og noget meget ungt; der var for norsk
Nationalfølelse aabnet Udsigt til at drage Næring, til den ene Side fra
fjerne Fortidsminder, som endnu var lidet kjendte og derfor
saameget mere modtagelige for fantastisk Udsmj’kning, til den anden
Side fra svimlende Udsigter udover mod en uklart dæmrende
Fremtid.
Grundloven af 17de Mai 1814 var paa én Gang Garanti for
Folkets politiske Frihed og dets nationale Selvstændighed. Naar
Karl Johan, med det svenske Adelsparti i Ryggen, gjennem en
lang Aarrække strævede med at faa den omstøbt i monarkisk
og aristokratisk Retning, blev dette med fuld Føie opfattet som
Forsøg paa at bane Vei for en amalgamistisk Politik, hvorved
Norge skulde trykkes ned til at blive, hvad det efter svensk
politisk Program var bestemt til at blive, et Lydland under
Sverige eller en svensk Provins, Erstatning for Finland. Alle
norske Mænd, uden Hensyn til Stand og Stilling og Standpunkt,
sluttede sig derfor enig sammen til Forsvar for Grundlovens
demokratiske Principer: Valgreglerne, som aabnede Adgang for
Bondestanden til at danne Storthingets Flertal, Bestemmelserne
om det suspensive Veto, hvorved Folkesuveræniteten blev hævdet
som Forfatningens Grundtanke. Nationalisme og Liberalisme
førtes herved til at gaa op i hinanden, smeltede sammen til en
eneste Strøm. I andre Lande, t. Eks. Danmark, Sverige,
Tyskland, skiltes de to Retninger skarpt fra hinanden, saa man kunde
være liberal uden at være national og national uden at være
liberal, ja der indtraadte endog delvist et Modsætningsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
