Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
Portrætter og Essays
sterium under Rigsretstiltale (1883) o. s. v) — møder vi ham foran
sit Parti, drivende det frem til de afgjørende Skridt. Hans Mod
syntes at vokse med Faren og den dramatiske Spænding; naar
de fleste andre begyndte at blive betænkelige og vilde til at reve
Seilene, heiste han dem tiltops. —
Hvor betydningsfuld denne Bjørnsons Deltagelse som
Avisskriver og Folketaler i Partistriden har været: derom tør man vel se
et Vidnesbyrd i det fanatiske, ligefrem vilde Had, for hvilket han,
har været (og delvis fremdeles er) Gjenstand inden Høirepartiets
Rækker. Efter denne Maalestok, — og den er noksaa paalidelig,
for Hadets Tribut pleier gjerne at ydes i gode Penge, — har
Bjørnson endog fremfor nogen anden, — endog fremfor selve
Johan Sverdrup, — Skylden for eller Fortjenesten af de Skridt,
som førte til Venstrepartiets Seier og Gjennemførelsen af det
parlamentariske Styrelsessæt i vort Land.’ Selv Wergeland blev ikke
værre mishandlet og miskjendt, end Bjørnson har været inden
Høirepartiets Organer. Det er nu værdt at lægge Merke til, at
han desuagtet, tiltrods for denne aarelange Forfølgelse, har holdt
sig saa temmelig fri for at smittes af den under den skarpeste
Strid saa rent overhaandtagende Fanatisme. Han har kunnet være
opfarende i sin Vrede og kunnet bruge sterkt udfordrende Ord,
ofte vel altfor sterkt udfordrende Ord; han har hugget til, hvor
han troede det behøvedes, uden Skaansel, men uden Had, ialfald
uden det indædte Had, som ikke kan slippe Taget, hvor det
engang har bidt sig fast, og som roder sig stadig dybere ind i sine
Muldvarpegange. Han har ikke været Fanatiker. Han er for
sterk til det. For det gjælder om Fanatismen som om
Radikalismen: den er ikke Styrke, men Svaghed, — Sygdommens,
Afmagtens konvulsiviske Seneknytninger. Midt under den skarpeste
Strid har han fremfor nogen anden ført forsonlig Tale og søgt at
blive retfærdig mod sine Modstandere ved at forklare deres
Standpunkt og Færd. Samtidig med at han krævede det gjenstridige
Selmer’ske Ministerium sat under offentlig Tiltale for Rigsret, var
det saalangt fra, at han pruttede paa sin Anerkjendelse af de gode
eller fremragende Egenskaber, hvorved enkelte af dets
Medlemmer udmerkede sig, at han tvertom omtalte dem med den mest
overstrømmende Ros. Medens Høires Organer vinkede paa den
mest utilhyllede Maade efter svensk Hjælp, og medens man inden
Venstre fordetmeste var enig om at ville have dette opfattet som
Vidnesbyrd om, at Parti- og Personhadet havde ædt op al
Fædrelandskærlighed hos disse Mennesker, gjorde Bjørnson stadig en
mildere (og udentvivl ogsaa rigtigere) Opfatning gjældende, idet
han hævdede, at der var Fædrelandskærlighed paa begge Sider,
bare af en forskjellig Art, «bekymret» paa høire Side, tillidsfuld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
