Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
281
og troende paa venstre. Endog hos «Morgenbladet»s Redaktør,
Chr. Friele, hvis snæversynte Bulldognatur just viste sig i sin
allerværste Skikkelse i hans Forhold ligeoverfor Bjørnson, søgte
han at udfinde og fremhæve de gode Sider (og han havde
virkelig saadanne) og idealiserede og omdigtede ham saaledes, at der
blev Folk af ham ogsaa. —
Bjørnson besidder i høi Grad en Egenskab, som pleier at
karakterisere de store Handlingens Mænd, og hører med blandt
Vilkaarene for deres Storhed, nemlig den: at kunne samle al sin
Kraft og al sin Opmerksomhed paa et enkelt Punkt og være helt
der, hvor det gjælder at være i det enkelte Øieblik, — der, hvor
et Slag skal staa. Som alle Fortrin har ogsaa dette sine
Skyggesider. Det har ført med sig, at han, naar han har mødt noget,
som har syntes ham en Udskeielse eller en Forfuskning af en
god Sag, ofte har taget saa voldsomt i, at det har kunnet synes,
som om han var blind for, at Sagen ogsaa har andre Sider, eller
at den er god i sin Grund. Kampnaturen i ham har faaet
Overtaget, saa han har gaaet over Stregen. Han har ikke manglet Syn
for de andre Sider; men han har maattet handle; han har
maattet gribe ind og faa rettet det, som rangt er; derfor har han for
det første ikke kunnet være upartisk i denne Sag; han har maattet
for en Stund udelukkende fæste sin Opmerksomhed ved det ene
Punkt, hvor det gjaldt at gribe ind; den fuldkomne Objektivitet,
«Tvisyntheden», som Vinje kaldte det, vilde have lammet hans
Kraft og hindret ham i at opfylde, hvad han ifølge sin Natur har
maattet opfatte som et Kald eller en Pligt. Naar han saa siden
har mødt en Udskeielse eller en Udartning i modsat Retning og,
for at faa rettet paa den, har taget fat ligesaa voldsomt, ligesaa
ensidigt, men til den modsatte Side (hvilket meget ofte er hændt),
har det for Samtiden kunnet synes, som om han gjorde sig
skyldig i en skrigende Selvmodsigelse, skjønt de to modsatte
Ensidigheder i Virkeligheden udfylder hinanden, saa der bliver den
bedste Sammenhæng i det hele. —
Dette er en Hovedgrund til, at Bjørnson saa ofte og i saa vid
Udstrækning har været omtalt og opfattet som en Slingringsmand,
en Yeirhane, en ustø og vaklevoren Personlighed, — ligesom
Wergeland i sin Tid blev det og af den samme Grund, nemlig
fordi der ogsaa i ham ståk meget (om end ikke saa meget) af en
Initiativets, en Handlingens Mand, og fordi han derfor ofte kunde
være for en Stund saa helt optaget af en enkelt Sag eller af en
enkelt Side ved en Sag, at han tilsyneladende glemte alt andet.
Wergeland blev i Samtiden omtalt som en Personlighed, «der
er revnet fra hinanden og indvortes opløst, og hvis Stumper
Efter-slegten neppe vil være uleiliget med at samle sammen». Ludvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
