Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie (III.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
Portrætter og Essays
Maaske har Bjørnson ogsaa nu og da gaaet for vidt, naar han
har modsat sig alle Omveie for at naa Maalet i det
unionspoliti-ske, eller naar han (hvad der vel har kunnet hænde) har bragt
Forstyrrelse i sine Meningsfællers Planer ved at lægge ud om,
hvad der maatte være den endelige Mening med det ene eller
det andet Forslag. Politiken har jo sine særegne Regler og
Vilkaar; det gjælder her i Almindelighed at samle sig mest muligt
om saadanne Opgaver, som «foreligger» og kan ventes
gjennemførte i en nogenledes nær overskuelig Fremtid, og for at kunne
gjøre det bliver man ofte nødt til, om ikke at glemme, saa ialfald
at sætte midlertidig ud af Retragtning de fjernere Maal eller de
videre Konsekvenser. Paa den anden Side er intet vissere, end
at Arbeidet for den politiske Selvstændighed bør foregaa, saavidt
muligt, ad den lige Vei og uden Omsvøb eller Fordølgelser, om
end det er noksaa øiensynligt, at der herved stilles større Krav
til Folkets Mod og Kraft og Offervillighed; jo mere
Selvstændigheden naaes ad denne Vei, des mere vil den blive tilegnet i Aand
og Sandhed, des dybere Rod vil den slaa hos Folket, og des rigere
Frugt vil den bringe det. —
De store Maal naaes idethele ikke ved smaa Midler; naar det
stundom kan synes at ske, viser det sig snart at være et
Øienbe-drag: det er ikke Tingen selv, men bare dens ydre Form, som er
bleven naaet. Det er derfor bare til dagligdags og i Magsveir, at
de professionelle Politikere med sit Rutinevæsen og sine rent
praktiske Hensyn strækker til. I sterkt bevægede Tider, naar de
høieste og vanskeligste Opgaver melder sig til Løsning, kræves
der Medvirkning af andre og større Kræfter. Politikerne maa da
finde sig i, at Poeter og Profeter blander sig ind i deres Bedrift
med sin Fantasering og Moralisering; de maa finde sig i et sligt
«Poetokrati» som det, hvorved de store Tider i norsk politisk
Historie siden 1814 har været karakteriseret. Politiken har, som
sagt, sine særegne Begler og Vilkaar, som den har sine særegne
Funktioner og Opgaver i den menneskelige Udviklingstjeneste.
Det kan være rigtigt og nødvendigt, at dette særegne til sine
Tider bliver stillet i Forgrunden, og" at det hævdes, at Politikerne
maa faa Lov til at stelle med, hvad der hører til deres Bige, uden
Indblanding af Bepræsentanter for andre Aandslivets Omraader,
— ligesom det kan til sine Tider blive rigtigt og nødvendigt at
hævde Kunstens saakaldte Suverænitet og Uafhængighed af
Moralen. Men selvfølgelig er dette en Ensidighed og kan alene have
en midlertidig Berettigelse, nemlig som Protest mod og Kritik af
en urigtig Opfatning af den indbyrdes Sammenhæng mellem disse
Omraader og som Forberedelse til en bedre og rigtigere. For,
om hvert enkelt af Aandslivets Omraader har sine særegne Frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
