Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson (IV.) (1904)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Portrætter og Essays
og mere høitstræbende, fordi den fra først af fandt en saa skarp
Modsætning i Omgivelsernes raadende Materialisme. De saa
omkring sig et dorskt og døsigt sig henslæbende Liv, uden
Spænding eller store Scener, og fik derved en saa meget sterkere
Følelse af, at Kunstens Opgave er at udfylde Livet, rette paa
dets Ensidigheder. «Det kan synes underligt, at netop
Nordmændene, som før aldrig havde havt nogen dramatisk Kunst
paa helt hjemlig Grund, har hævet det nittende Aarhundredes
Scenedrama op til et af dets allerhøieste Udviklingstrin. En af
Grundene er vel den, at vi trængte denne Kunstform næsten
mere end alle andre. Dens Storhed er for en Del født af vore
Mangler og Savn» (Collin, I. 244).
Naar Bjørnson og Ibsen, skjønt de allerede i sin første
Ungdom var kjendte med og sterkt paavirkede af Samtidens franske
Drama og Fortælling, alligevel længe i Valg af Emner holdt fast
ved de af den dansk-tyske Romantik anviste Veie, saa kom det,
som Collin udentvivl med fuld Føie har fremhævet, for en
væsentlig Del deraf, at Romantiken endnu havde store og
nærliggende Opgaver at løse i den norsk-nationale Udviklings
Tjeneste. Inden 50-Aarenes fattige Aandsliv dannede den norske
historiske Skoles Arbeider en blomstrende Oase og stod som en
Forjættelse om en rig national Fremtid. Norges Historie i
Sagatiden, det væsentlige Grundlag for Nordmændenes nationale
Selvfølelse var i den nærmest forudgaaende Tid ved danske og
svenske Lærdes Arbeider paa en Maade blevet konfiskeret til
Fordel for et nordisk historisk Fællesbo. Den norske historiske
Skole stillede sig som Maal at erobre den tilbage for Norge, og
særlig P. A. Munch opbød i en Række af Aar al sin Lærdom og
Skarpsindighed paa at tilbagevise de danske og svenske
Annek-tationsforsøg. Men man maatte have en Følelse af, at den norske
Eiendomsret til Sagatidens Herligheder ikke blot skulde
godtgjøres ad Videnskabens, men ogsaa ad Digtningens Vei, nemlig
derved, at det viste sig, at norske Digtere formaaede at tilegne
sig denne Tids Væsen med større Styrke og gjengive den i
sandere, mere livfyldte Skildringer, end danske og svenske Digtere
havde formaaet. Der laa heri et Kald, som maatte øve en
uimodstaaelig dragende Magt paa de unge Mænd, som drømte
ærgjerrige Drømme om at grundlægge en ny norsk
Nationallitteratur.
Fra det første Øieblik, da norsk Nationalaand vaktes til nyt
Liv, har det været opfattet eller følt som et Eksistensvilkaar
for Nationaliteten, at det nye selvstændige Norge blev knyttet
saa nær som muligt til det gamle, — at der blev fundet eller
bygget Rroer, som kunde føre over den dybe Kløft, hvorved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
