Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. O. Vinje (I.) (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
301
dpt passer bedst for hans Øiemed: at rive ned paa vedkommende
Forfatter eller hans Bog.
Man har ment, at det var stor Skade, at Vinje blev en slig
Slingringsmand i sin Politik og sin Æsthetik, at han spredte sig
saa vidt i sit Forfatterskab og forsøgte sig paa saamange
Opgaver istedetfor at samle sig om en enkelt, som laa nærmest for
hans Begavelse, og man har lagt en væsentlig Del af Skylden
herfor paa det uheldige Milieu, hvori han blev stillet. Dette er
naturligvis indtil en vis Grad fuldkommen rigtigt. Digterevnen
var aabenbart det centrale i hans Begavelse. Men for
Udviklingen og Udfoldelsen af denne Evne syntes Forholdene ved den
Tid, da han kom til Kristiania for at bryde sig en Vei, saa
ugunstige som vel muligt. Bomantiken holdt paa at blomstre af;
Begeistringen for det nationale afløstes af Kritik og Tvivlesyge.
Publikums Interesser droges mere og mere i Betning af det
praktiskøkonomiske: Jernbaneanlæg, Telegrafer, Iudustriudstillinger o. s. v.
Poesi brød man sig ikke om; man troede at være færdig med den
Ting og var ikke langtfra at betragte det som et Slags
Politiuorden, naar nogen ung Mand gjorde Mine til at ville etablere sig
som Poet. Bjørnson og Ibsen søgte og fandt Hjælp i Danmark i
Kampen mod det norske Publikums Ligegyldighed eller ligefrem
antipoetiske Stemning. Vinje kunde ikke tænke paa en slig
Ud-vei, og han var desuden af en bøieligere Art. Det hørte til de
mange virkelige eller tilsyneladende Modsigelser i hans Natur, at
han paa én Gang var meget oppositionelt anlagt, saa han let kom
paa Kant med sine Omgivelser, og tillige meget paavirkelig, meget
tilbøielig til at tage Farve af sine Omgivelser og tude med de
Ulve, i hvis Selskab Hændelsen bragte ham. Han var fra
Thelemarken, Norges sagn- og sangrigeste Bygd, som, efter hvad han
pleiede at sige, kunde forsyne halve Verden eller halve Europa
med Digtere; han begyndte allerede i sin tidligste Ungdom at skrive
Vers, og han vilde udentvivl, overensstemmende med hvad der
var hans mest udprægede Evne, helst være blevet Digter. Men,
eftersom han merkede, at den raadende Aand og Tone hos
Hovedstadens Publikum gik saa afgjort imod dette, slog han ind paa
andre Veie. Han «læste Jus den ganske Dag, fordi han ei fik Lov
at digte», som det heder i et Vers fra et af hans første
Studenteraar. Han skrev et Digt nu og da, men bare for Ledigheden,
eller naar en poetisk Stemning kom saa sterkt over ham, at han
maatte give den Luft. Og saaledes burde det være, mente han,
Poesien er ikke eller bør ikke være nogen Specialitet; at lægge
sig paa at blive Digter af Fag, som man lægger sig paa at blive
Fysiker eller Mathematiker eller Skomager eller Skrædder af Fag,
er igrunden en urimelig Ting. Om han havde været stillet i et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
