Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Portrætter og Essays
en Kafé, kom Bjørnson ind og slog sig til os. Det var vist Aar
og Dag, siden de to havde taltes ved, og Situationen maatte synes
lidt vanskelig, efter alt, hvad der var passeret dem imellem, men
Bjørnson tog den paa sin vante Vis med Storm, og Passiaren blev
snart livlig. Da Kaféen skulde lukkes, foreslog Bjørnson, at vi
skulde fortsætte hos Vinje, som dengang havde sin Hybel hos
Kopist Aas paa Hegdehaugen. Vi gjorde saa og blev siddende
næsten hele Natten sammen. Det blev en morsom Nat for mig,
som mest sad og hørte paa; det var et Slags Brydekamp mellem
de to, som begge var Mestere i at føre Ordet, hver paa sin Vis.
Men ofte sad jeg som paa Gløder, for jeg, som var Ven af begge,
skulde jo sørge for, at Legen ikke udartede og blev til Alvor.
Bjørnson var godmodig hele Tiden, som det sømmer sig den
sterke; men hos Vinje skjød der, ret som det var, et ondt Udtryk
op i Øiet; han kom med bitre, saarende Ord og ståk, ligesom
Ormen, bagfra. Engang siden fik jeg ogsaa den Opgave at agere
et Slags Fender mellem de to. Det var et Par Maaneder før
Vinjes Død, da han syg var vendt tilbage fra Opholdet hos
Broderen efter sin Hustrus Død. Han kom kjørende til mig og bad
mig følge med til Bjørnson, hvem han vilde takke for det Digt,
han havde skrevet i Anledning af hans Hustrus Ligfærd.
Bjørn-som modtog os i sit store, vakre Arbeidsværelse med de nordiske
Flag paa Væggen; hans Hustru og et Par af hans Børn var
tilstede; selv sad han kneisende, sund og sterk og lykkelig, og
ligeoverfor ham Vinje bøiet og blev, «paa Grus af det, han tænkte»
— for hvem nys var bleven «stængt det første Ly, han havde
fundet i sit Liv». Det var pinligt at se paa den brudte Mand og
endnu pinligere at høre, hvor knapt og tvert han tilmaalede den
Tak, han havde at fremføre. «Tak skal du have, Far, for det Digt,
du har skrevet til mig, — det andre Verset var ganske vakkert.»
Mere formaaede han sig ikke til at yde. —
Vinje kunde ikke selv blive Høvding og undte ikke nogen
anden at blive det. Der var ikke saa lidet af
Biskop-Nikolas-Karak-teren i ham. Han skrev mod Genidyrkelse og vilde gjerne, naar
han kunde komme til, rive ned paa den aandige Storhed, men
var paa samme Tid kun altfor villig til at bøie sig for Rangens
og Rigdommens. Hans Livs Gang — den Modgang og
Mishandling, han led, — førte med sig baade det ene og det andet. Han
var gjennem lange Tider af sit Liv afhængig af Godtfolks Naade
og Barmhjertighed; han maatte lade sig protegere for at leve,
snart af den ene, snart af den anden; han gik saa at sige fra
Haand til Haand og blev derved krybende, upaalidelig, utro, som
en Hund, der skifter hyppig Herre. «Jeg gaar ikke med dig paa
Gaden,» sagde jeg til ham, «dersom du hilser saa ærbødig paa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
